Tags

, , , , ,

Lidt trist at se til, men et øjeblik efter er det smukt med sol på.

Lidt trist at se til, men et øjeblik efter er det smukt med sol på.


Lyset strømmer ind af vinduerne. Der er ikke noget som sne med sol på, der kan live op i landskabet. Det er næsten som om en stor lygte er blevet tændt.
Gårdmændene skramler med skrallespandene, fortovene bliver fejet og saltet. Der er taget hul på en ny uge. Mit vasketøj hænger til tørre og strygebunken vokser. Mon jeg når det. Det er dejligt at hænge rene håndklæder op og skifte sengetøj.
Kufferten begynder at bugne. Er der plads til det hele? Jeg er nødsaget til at tænke på godt vejr, koldt vejr og regnvejr. Det vigtigste er naturligvis fødselsdagsgaverne til Molly. Opladeren til telefon, fotoapparat, tablet – himmel jeg er også gået hen og er blevet rigelig digital.
Jeg koger kikærter med grøntsager. Det begynder at dufte godt. Salaten er skyllet og glæden over at min seje søn kommer forbi til frokost, kan mærkes.
Men jeg er også træt. Det var en meget svær diskussion, jeg havde med mig selv i morges, inden jeg fik benene ud over sengekanten og fundet badeudstyret frem. Bagefter var jeg næsten parat til at præmiere mig selv, for at have gjort det. Det er så fedt at gå hjem igen med nyvasket hår og lyserøde lemmer. Godt brugt og med den reneste samvittighed.
Medens tøjet passer sig selv i vaskemaskinen, blev der tid til at løbe over på biblioteket og bestille en masse spændende nye bøger til min hjemkost. Men en ting er sikkert. Støvsugeren kommer ikke ud at køre i dag, der må være en grænse for det huslige. Til gengæld kan jeg lave en lang to do liste og hænge op til mig selv. Der skulle jo nødig være mulighed for at falde i staver eller kede sig ved hjemkomsten.
Jeg er lidt høj endnu af aftenens drøftelser med gode venner. Det er spændende at høre deres tanker om verdenssituationen og erfare, at det er muligt at lægge de eksistentielle spørgsmål lidt til side. Også kloge kommentarer på bloggen her, har hjulpet til at hive mig lidt ud af den tungsindige og afmægtige stemning, som var ved at få overtaget. Jeg må prøve at lade være med at bekymre mig og smide nøglen til i morgen væk.

Advertisements