Tags

, , , , , , ,

Sammenhold og håb.

Sammenhold og håb.


Jeg har tit spurgt mig selv, hvorledes bærer mødre, fædre, søskende sig ad med at leve i en krigszone med angsten for at blive dræbt, eller se børn og forældre blive dræbt. At sige til sin lille treårige løb, løb vi skal hente vand, men der er snigskytter. At se børnene sulte og ikke have medicin til dem, når de er syge og sårede. Alligevel gennemfører og orker disse mennesker livet.
Det kan og skal vi andre naturligvis også.
Ikke for at forklejne det der er foregået i København, men jeg kan ikke lade være med at føle en snert af, at noget af det der siges og vises er ulækkert. Når Det i Tv slås stort op – med en slags stolthed – at nu er Danmark i verdensligaens 1. division, fordi vi har besøg af alle verdens tv-hold og historien går jorden rundt. Vi kan spise kirsebær med de andre – dog på baggrund af en meget ulykkelig hændelse, giver tilsyneladende ikke skår i glæden.
Når man som forlag synes man netop nu skal udgive en bog om Muhameds sexliv, har det ikke efter min mening noget med ytringsfrihed at gøre, men er ren provokation og et ønske om mere ballade. Hvornår tager vi den slags “morsomheder” i stiv arm når det drejer sig om vores værdier?
Derfor var det med håb, at jeg rejste mig fra sygesengen og deltog i Folkemødet i går aftes. Og bortset fra Københavns Overborgmester Frank Jensen, som var lige vel svulstig, nød jeg de afdæmpede, indholdsgode og håbefulde taler. De lød ægte og meningsfulde. Et godt udgangspunkt for at komme videre og føle håb om, at tingene ikke går i selvsving og der bliver slået mere plat og usaglig politik af de dramatiske begivenheder.
Mine tanker går virkelig også til de stakkels pårørende ikke blot til de to ofre for en syg mands kugler, men også til gerningsmandens familie og venner. Det er ikke let at være dem. Jeg er helt sikker på, at politiet allerede har sparket dørene ind til flere af dem og de er rystede, ulykkelige og har også brug for forståelse og omsorg.
Er der medskyldige har de sikkert allerede fået med våde håndklæder, der ikke sætter mærker, når de fremstilles for en dommer. De skal naturligvis have deres straf, men jeg håber efter alle kunstens regler i en fornuftig retsstat, som jeg beder til vi fortsat har og i al fremtid vil vedblive med at have.

Reklamer