Tags

, , , , , , ,

Rødovregård. En velbevaret sidste bondegård i Rødovre er ofte ramme om Ældresagens spændende foredrag.

Rødovregård. En velbevaret sidste bondegård i Rødovre er ofte ramme om Ældresagens spændende foredrag.


I holdt Jytte Lyngbirk, en fantastisk kvinde på næsten 80 år et foredrag om sit og sin mands liv. Jeg kendte hende ikke, på trods af, at hun har skrevet mere end 100 radiohørespil for børn. Skrevet masser af bøger og eventyr. Oprettet Komediehuset og senere Ishøj børneteater. Oprettet børnehjem i Indien. Er mor til 2 hjemmelavede børn og 3 adopterede børn og nu mormor til børnebørn.
Har rejst med 5 børn i Den Transsibirske Jernebane til Korea. Kørt i bil til Indien gennem Iran, Syrien og Kuwait. Rejst i Afrika og i det hele taget er en fantastisk kvinde.
Hun er vokset op på Gasværket på Frederiksberg. Det findes ikke mere, men maskinmesterens hus, som lå ved siden af hendes barndomshjem er i dag kulturhus på Frederiksberg og her spiller hun stadig børneteater.
I 100 året for kvindernes ret til at stemme falder tankerne på mange fantastiske kvinder. I Danmark er der 1000 mennesker over 100 år. 850 af dem er kvinder. De er altså døtre af mødre, som ikke havde stemmeret. Jeg får lyst til at snakke med dem og høre fra deres egen mund om deres opvækst. Om lidt kan vi ikke spørge mere.
Skønt jeg ikke er så gammel, er min historie jo også ved at forsvinde, hvis mine børn ikke spørger mig.
Mit første barn er født før den fri abort. Og det var skam ikke nogen nem løsning. Dengang var det ikke moderne, at “vælge” at blive enlig mor og det var ofte op af bakke.
Det var ikke nogen selvfølge at tage en uddannelse, der hvor jeg kommer fra. Så dette måtte jeg klare selv. Gå i skole om dagen, på arbejde om natten. Passe mit barn og følge hende i vuggestue og børnehave om morgenen, hente hende efter skoletid, lege og spise og putte om aftenen, før jeg igen gik på arbejde, medens en ung skolepige sov hos hende.
Hverken min mor eller mormor gik i lange busker. Der var ballade og stor ståhej, da jeg fik mine første. Et aflagt par af min lille broder. Jeg gik i skole om lørdagen og skrev skråskrift og navneord med stort.
Jeg har kæmpet for min egen selvangivelse og retten til mit eget navn. Masser af ting og episoder har jeg selv glemt. Men når andre taler om det dukker det op igen.
Da mine forældre døde, havde jeg ingen, jeg kunne spørge om hvordan gardinerne så ud i deres hjem eller hvordan de levede livet som venner.
Mon børn og børnebørn ved hvor vigtigt det er at holde forbindelsen også med forældrenes venner, så der er nogen at spørge, hvis man bliver nysgerrig.
Men måske bliver det først interessant og vigtigt når det næsten er for sent?

Reklamer