Tags

, , , , ,

For 6 år siden tog han til Canada. Tiden går så hurtig og på sine børn og børnebørn, ser man sin alder.


Hun kom imod mig på fortovet, da jeg kom hjem fra træning. Solen skinnede lovende, men der var ikke noget lys i hendes øjne. De var matte og kinderne indfaldne og huden vintergrå. Lille bitte, syntes jeg hun var blevet. “Har du det godt?” Spurgte jeg. “Nej, jeg taber mig”. Og hun kunne lige så godt have føjet til: “Jeg er bange for at have cancer”. Jeg kender hende ikke, har kun hilst på, sådan som man gør her. Jeg ved i virkeligheden ikke rigtig hvem der er under- og overbo . Hun er ensom og alene. Mon hendes mand er død for nylig? Har hun børn? Besøger de hende? Har hun venner og ses de? Hun gider ikke lave mad til sig selv og spise alene. Jeg forstår hende godt. Men hvor er det synd, at sådan en sød dame, skal falme og blive næsten uigenkendelig her i min opgang.
Jeg får lyst til at gøre noget, men ved ikke rigtig hvad jeg skal stille op. Hvor meget skal der til? Ved hun, at man kan spise i plejehjemmets kantine? Det er ikke sikkert det er så sjovt, at tage sig sammen og gå derover. Måske kender hun ingen der. Måske er hun for selvhjulpen til at nogen giver hende støtte, opbakning og de små puf der skal til.
Hvordan hjælper vi hinanden til at beholde livsgnisten. Det er ikke fair at sygne hen på den måde.
Hvor er mennesker forskellige. Jeg tænker på de damer, jeg lige har forladt på zumba holdet. Jeg er, bortset fra lærerinden, sikkert den yngste. Der er gang i dem og de danser de frække danse med stort smil på læben og sved på panden. Jeg har lagt mærke til, at de ældre mænd som træner på cykel og løbebånd lige udenfor vinduet til salen også griner med. Vi må være et kosteligt syn.
Tænk om jeg kunne tage hende med over og danse?
Tænker!

Advertisements