Tags

, , , ,

Det ser truende ud, men faktisk så huset ud som det var lavet af sølv.

Det ser truende ud, men faktisk så huset ud som det var lavet af sølv.


Hold da nu op hvor jeg føler mig rastløs. Som en tiger i et lille bur traver jeg stier i stuen og får ikke udrettet noget som helst. Læst lidt her og der. Skrevet lid hist og pist. Går som en zombie til træning og fatter ikke rigtig jeg overhovedet kom ud af døren med tasken under armen. Gider ikke lave mad og er ikke sulten. Glor olmt på mig selv i spejlet og føler mig ikke sikker på, at jeg kender damen, jeg ser. Har nærmest ingen puls og hjernen står stille. Forsøger forgæves, at lokke mig selv i gang med nogle af de mange projekter, jeg har planer om at udføre. Det bliver bare ikke til noget.
Har allermest lyst til at løbe væk. Pakke en rygsæk og forsvinde. Ville ønske jeg gik på et grønt bjerg og hørte vandløbenes klukken. Kiggede på solen som fik dråberne til at blinke som krystaller. At kunne lugte den fugtige muld under fødderne og mærke vinden i kinderne.
Ville ønske jeg sad i et tog på vej ind i eventyrland. Udenfor løber ukendt land forbi mine øjne. Landbyer, mennesker i farverige og særprægede dragter, som jeg ikke er vandt til at se. Flokke af dyr passerer i roligt tempo.
Stoppe og stå af et sted hvor solen har bagt jorden hård og støvet kilder i næsen. Gå hen til et spøjst hotel, hvis man kan tillade sig at kalde det det, og spise mad, der er stærk og krydret og ikke tidligere smagt. Stå op næste morgen og blive hentet af en jeep som kører mig ind til junglen, hvor jeg med erfarne folk vandrer i den fugtige hede. Lytter til papegøjer og abeskrig. Bliver gjort opmærksom på spor, ser træer, planter og smukke blomster, og ved at der helt bestemt gemmer sig spændende dyr i vildnisset som måske kigger på mig.
Jeg vil ride på en flink hest ud over stepperne med håret flagrende efter mig, føle mig vægtløs og le lige op i himlen. Jeg vil sidde på stranden og se flotte solnedgange. Tænde bål i tusmørket og stege friske fisk, lytte til sære historier og falde i søvn med et varmt tæppe om mig. Vågne ved solens første stråler og tage bad i en søs silkebløde vand. Jeg vil igen mærke følelsen af at have besteget et højt bjerg og blive stolt og ydmyg på samme tid. Taknemmelig over at se verden fra sin smukkeste side og for et øjeblik glemme nød og elendighed.
Og så gik den dag også.

Reklamer