Tags

, , , , , , , , ,

Det er så spændende at gå og snuse i baggårdene i København. Ville ønske jeg kendte deres historier.

Det er så spændende at gå og snuse i baggårdene i København. Ville ønske jeg kendte deres historier.


Når jeg går og cykler tur, kan jeg ikke lade være med at snuse rundt. Det betyder at jeg ofte ender med at finde baggårde, skønne huse og mange andre spændende steder. Det er smukt og jeg ville ønske, at jeg på stedet kunne stampe historierne op. Hvem har bygget dette? Til hvad? Hvordan levede de mennesker der boede her?
Af samme grund synes jeg det er meget interessant, at møde nye mennesker og høre deres fortællinger. Gang på gang slår det mig, hvor lille Danmark er og hvordan trådene løber sammen for år tilbage. Lige nu er jeg optaget af at læse om Kaptajn Dinesen og også her, støder jeg på sammenhænge og relationer mellem mennesker og slægter, jeg har kendt til.
Jeg får også lyst til at bo i sådant et charmerende miljø, hvordan det så end skulle gå til og jeg prøver at opregne alle fordelene ved min nuværende bolig og dens omgivelser og blive min rodløshed kvit. Og et øjeblik efter – måske alligevel skulle jeg gøre noget ved det?
Måske er jeg bare doven.
Heldigvis holder noget af energien fra i går sig og formiddagen er gået med at købe ind og lave mad. Noget jeg ikke har praktiseret længe. Det forhindrer mig ganske vist i at sidde i sofaen og vende blade i bogen og det trækker voldsomt.
Mit barn flyver nu afsted deroppe i den solbeskinnede sky og et andet af mine børn forbereder sig på at flyve hjem til mig. De kommer og går og jeg skal være på tæerne for at få nogle øjeblikke, hvor vi kan være sammen. Disse øjeblikke prøver jeg så at gemme på harddisken og tage frem igen og igen. Og det giver energi, at tænke på, at snart skal jeg se to af dem og lille Molly. Og jeg har spændende planer med flere af klanmedlemmerne.
Når jeg tænker over, hvad det er der giver mig følelsen af lykke og får boblerne indeni til at bruse, så er det oplevelser og stunder med familie og gode venner, ikke mindst hvis naturen også har været ind over. Så kan det slet ikke blive bedre.
Det er ikke samvær som kommer af sig selv. Det er ikke oplevelser i naturen, som drøner ind af postkassen i form af invitationer. Men så må jeg tage initiativerne selv. Naturligvis er der noget ekstraordinært og meget anerkendende over en invitation eller når andre tager initiativ til at drage mig ind i noget, men det går endda. Jeg kommer om ved det.
Jeg vil ønske for alle dem, der synes de ser for lidt til familie og venner, at de ville blive i stand til at finde på nogle initiativer, der kunne sætte dem sammen og berige begge parter.

Advertisements