Tags

, , , , ,

Gæssene er kommet - måske har de været her længe?

Gæssene er kommet – måske har de været her længe?


Ved Damhussøen er gæssene nu ankommet og er i gang med at græsse. De er kæmpestore og ser selvbevidste og en anelse frække ud. En måge sejler under solen. Den glitrer som sølv. Himlen er smuk lyseblå med yndige engleskyer spredt hist og her. Det er lige før jeg forventer, at se en glansbilled engel lægge armene på kanten af en sky og smile herned. På min plæne myldrer hvide krokus frem og om lidt vil de knaldrøde tulipaner gøre dem selskab. Det har gartneren udtænkt flot. Det varer ikke længe før vi skal tage i Kongens Have eller Frederiksberg Have, hvis vi vil nyde synet af krokusplænerne. Et tilbagevende skønt, skønt syn.
Jeg styrter rundt for at nå det hele og føler mig næsten fysik træt i dag.
En ordentlig omgang træning er gennemført. Cykelhandlerne besøgt så Mollys barnestol nu sidder perfekt på mormors cykel. Kæden er smurt og ringene pumpet. Håber der bliver tid til at besøge dyrene i ZOO. Trip Trap stolen vasket af. Nu skal sædet justeres. Den unge dame har fået lange ben. Et regnsæt indkøbt i genbrugsbutikken og dukkesengen hentet på loftet.
Nu kan jeg kun blive skuffet hvis flyveren strejker, den dag hun skal rejse med sin mor.
Jeg har stakkevis af bøger liggende, som skulle læses, men jeg når det ikke. Det er ikke så godt. Jeg har lektier for til næste møde i A3A. Akademiet for den 3. alder, som nu er åben for nye medlemmer, hvis man har lyst til seriøs samtale og dybere analyser af samfund, kunst og meget andet. Man skal være pensionist og kunne mødes i dagtimerne. Spændende mennesker at samtale med.
Besked fra SKAT. Irriterende. Årsopgørelsen er forkert og det er ikke nemt at rette den. Det kan man ikke selv mere. Bliver altid lidt urolig, for forkerte tal i opadgående retning kan få alvorlig indflydelse på pensionen også. Hvorfor skal det være så svært. I snart 10 år har det cirkus stået på. Hvem hjælper dem, der ikke selv kan gennemskue den slags og hvem hjælper dem med at rette tallene? Ringe og tale med nogen i SKAT er næsten umuligt. Frem for at genere en almindelig folkepensionist, kunne de så ikke koncentrere sig om selskaberne og dem der tjener rigtig mange penge?

Advertisements