Tags

, , , , ,

Desværre kan jeg ikke dele mine fantastiske synsindtryk med jer, for det lykkes ikke at lægge billeder ind. I må have dem til gode og hvilke billeder. Jeg bor ved en smuk plads. Her er en stor dam. En af de mange åbne brønde der fandtes i Bukara i gamle dage. På tre sider ligger de smukt pyntede madrassar iført de sarte blå og grønne farver, der fuldstændig passer til hinanden. Månen er fuld og står klar over den ene og Klods Hans i bronze på sit æsel glitrer i det grønne lys og månens skær. jeg kan ikke huske hvad han hedder på uzbekisk.
Vi har besøgt moskeer og karavaneherberge bygget om lukkede gårde og gamle kubbelklædte handelsbygninger. Overalt er der små værksteder. Miniaturetegningerne er fantastiske. Kan man finde ud af det fås nogle tegnet på gammelt silkepapir. Tæpperne er utroligt smukke. Især silketæpperne som forandrer farve alt afhængig af hvor i lyset de lægges og vendes. De smukke gamle stoffer med mønstre som påfuglens udslåede hale, banket med æggehvide så det bliver blank er ubetalelig.
Håndbroderierne med bomuldsblomster og de mange, mange skønne keramik ting får en til at ønske en stor kuffert og en fyldig pung. Antikke kalotter og juvelernes boder er noget helt for sig selv.
Vi har besøgt citadellet symbolet på emirens magt. Her indenfor murene leve mindst 3000 mennesker med deres heste og andre dyr. De gamle tykke mure er meget flotte. Indenfor er næsten alt ødelagt og de små museer huser nu eksempler på rigdom og fortidsmagt.
Kaylon Minareten fra 1127 er 46 meter høj og det eneste bygningsværk Djengis Khan skånede. Det er byens stolthed og kaldes også Dødens Minaret, for her lod emiren for godt 100 år siden rivaler og forbrydere kaste ud fra toppen.
I morgen skal vi se det guldbroderi byen er kendt for. Og jeg må sige at kvinderne her i byen er glitrende. Alt tøj glitrer og glimter i den sol, som nu endelig er kommet frem. Fra at være tæt på frysepunktet har dagen i dag budt å 20-25 grader og aftensmaden blev nydt siddende udendørs ved et stort bassin.
Forinden nåede vi i den lune aften, at lytte til folkloremusik som ledsager til en modeopvisning og en omgang folkedans.
I øvrigt kan jeg berette at hotellet er en del af en gammel pragtbygning, hvor spisesalen er et helt paradeværelse i malerkunst. Jeg blev helt stum af betagelse da jeg trådte ind i morges og så hvilke fantastiske omgivelser yougurten skulle indtages i. Det var klasse. Nu glæder jeg mig til en ny dag.

Reklamer