Tags

, , , , ,

Det er blevet aften og jeg pakker kuffert mit værelse i Taskent. Denne gang er mit værelse lille. Til gengæld er der altan og udsigten her fra 14. sal til de sneklædte bjerge som ligger omkring Taskent er fin. Ved ankomsten var her det skønneste solskinsvejr og lunt som på en sommerdag.
Fra bussen kunne vi se at såmaskinerne kærte på markerne og bomuldsfrøene blev lagt i jorden. Der var dejlig lysegrønt p hele turen hertil og enkelte steder blomstrede morbærtræerne i lyserødt purpur så silkesommerfuglene kan få noget mad. Også æbletræerne står som hvide balletdanserinder på rad og række og strutter med deres smukke, hvide kroner.
I den dejlige morgen begyndte dagen på et silkespinde- og væveri. Oh! Hvilke tæpper. Det ene smukkere end det andet. Vi fik lært at skelne et håndknyttet tæppe fra et maskinvævet. Vi fik lært at tjekke om antallet af knuder og trenden som det knyttes på. Vi besøgte kvinderne på vævesalene og vore øjne kunne slet ikke følge med i farten. over stok og sten går det når de binder knuder og skærer dem af.
Væveriet har fået adskillige diplomer. Et syntes vi meget godt om. Det har de fået fordi de ikke ansætter kvinder under 18 år. Og for at kvinderne har lys nok at se ved til deres arbejde. At de senest slutter en arbejdsdag efter 8 timer, har tid til at spise og drikke og selv styrer deres pauser. kvinderne lønnes efter antallet af knuder de binder på en dag. Der er barselsorlov – et barn giver 3 års orlov. Men forstod jeg det rigtigt får de ikke løn under denne orlov i ret lang tid. Til gengæld har de mindre hjemmevæve og må lave små tæpper derhjemme. Samt tørklæder.
Væveriet dyrker selv de rødder og planter de farver med, bortset fra indigo som importeres. Væveriet er har været i samme familie i 5 generationer og stamfaderen kom oprindelig fra Afghanistan.
Efter et par timers køretur i det fine landskab blev der frokostpause på en nyåbnet “landevejskro”. De unge drenge for forvirret rundt og var bestemt ikke trænede i at fodre et selskab, men mad fik vi endnu engang og igen på hotellets 17 etage gentog vi aftensmaden med udsigt over byen.
Nu glæder jeg mig til at få noget mindre at spise. Føler mig som en udstoppet flodhest og er glad for at det er kufferten og ikke mig der skal vejes ved indtjekning i morgentidlig.

Reklamer