Tags

, , , , , ,

Jeg har taget en pause i Landbohøjskolens smukke have og nyder bare solen og de smukke tulipantræer.

Jeg har taget en pause i Landbohøjskolens smukke have og nyder bare solen og de smukke tulipantræer.


Fyldt med energi og tro på positiv forandring, efter mødet i dag i “min” Samfundskritiske gruppe. Praktiserede jeg langsomhed, pause og nydelse i Landbohøjskolens Have, hvor tulipantræer, tulipaner, lysegrønne træer gæs og mennesker slikkede af dagens solstråler.
Vi havde læst og diskuteret, reflekteret og konkretiseret vore tanker ved at læse Hartmut Rosa` bog om fremmedgørelse og acceleration. Rosa har ikke skrevet en fuldtudviklet kritisk teori, men påpeget nødvendigheden af og et grundlag for en ny kritisk teori af det senmoderne samfunds tidstruktur. Støvet fremmedgørelsesbegrebet af og vist ved eksempler, hvordan vi i kraft af hastighedens diktatur glemmer eller mister evnen til at finde modgiften mod vores løben rundt i hamsterhjulet uden egentlig at ville det.
Rigtig mange mennesker føler sig fanget i en trædemølle i vores højhastighedssamfund, hvor tempoet tømmer livet for mening. Desuden påviser han – min mening – hvor svært det er at gå imod dette totalitære regime, hvor finansielle markeder sætter nye dagsordner hurtigere end vi og politikerne kan følge med. Her kommer min personlige afmagt ofte til udtryk og min egen fremmedgørelse har ofte spændt ben for at finde ud af hvorledes jeg skal leve mit liv konstruktivt.
Selv vi pensionister, der på en måde har tid nok, har ofte travlt med at fylde oplevelser ind i vores liv. Så at sige nå “det hele” før vi skal herfra. Vi burde af og til stoppe op og gøre os klart, at vi aldrig, aldrig vil kunne nå “det hele” – hvad det så end er. Samtidig med at vi er frustrerede over hvad det gode liv går ud på, vores fokus er udelukkende rettet mod livet før døden med vores begær og længsler efter muligheder og rigdomme. Og glemmer måske det Højere liv. De steder og handlinger som giver os fornemmelsen af at være og kvalitet. Måske endda et øjebliks lykke. De spor som sætter sig i os, når vi bruger alle sanser og gør os rigere.
Jeg kan slet ikke blive færdig med at tænke over de ting han har skrevet og som de kloge folk i gruppen trak frem og betonede. Der er ingen løsning i hans lille easy, men hvis indholdet vækker genklang og sætter ord og forståelse på ting og oplevelser, som hos mig er det måske første skridt på vejen til at kunne formulere et opgør og oprør mod tidstyraniet.
Skal vi indtænke langsomhed i de politiske systemer. Genopfinde etik og ægte ideologi.
Kan vi tage skylden og skammen fra mennesker over, at de ikke kan følge med og minimere deres individuelle nederlag, ved at knytte hjertebånd og ikke blot lave netværk?

Reklamer