Tags

, , , ,

Her lå en typisk bungalow fra 1930èrne indtil for ganske kort tid siden.

Her lå en typisk bungalow fra 1930èrne indtil for ganske kort tid siden.


Den 1. september 1987 flyttede jeg med min familie ind i mit drømmehus i et helt specielt vidunderligt område. Et meget mærkeligt sammentræf. 5-6 år forinden kom jeg cyklende der i området og stod af cyklen med en bemærkning om, at der ville jeg uendelig gerne bo. Ved sø og eng, næsten midt i storbyen. Pænt langt fra tog og larmende veje. Et såkaldt smørhul.
Her flyttede vi altså ind. Først gad jeg slet ikke se huset, men min mand ville gerne jeg lige trådte indenfor, inden jeg afviste det helt. Og så var jeg solgt. Med det samme kunne jeg mærke, vi passede sammen. Huset og mig. Og hvis man kan elske en bestemt plet på jorden, så blev det her. På det sted oplevede jeg nogle af de lykkeligste år i mit liv og siden nogle af de mest traumatiske år af samme liv.
Præcis 20 år senere, nemlig den 1. september 2007 flyttede jeg, da kræfterne ikke mere slog til og økonomien ikke rakte.
Undervejs i de 20 år, kom der nye folk i husene omkring os. Der blev moderniseret og forandret. Men vi fulgte jo ligesom med og det føltes ok.
Efter flytningen døde nogle af de ældste naboer og genboer. Der blev færre at besøge og til sidst var der ikke flere af det “oprindelige folk” tilbage.
I aften på vej hjem fra tango måtte jeg forlade stien ved søen på grund af de mange små, grønne fluer, som flyver ind i øjne, ører og næse og fik lyst til at cykle forbi “mit gamle hus”. Det stod der såmænd endnu uden de store forandringer. Selv havens planter kunne jeg genkende. De var bare blevet lidt større og tættere.
Men så kom den rystende overraskelse. Nu nøjes man ikke længere med modernisering af husene på vejen. Et af dem er simpelthen jævnet med jorden. Gys! Hvad mon de bygger der i stedet for.
En virkelig underlig stemning bredte sig og jeg følte mig med et lidt gammel. Noget vigtigt er forsvundet. En del af min historie findes ikke mere og der er for resten heller ikke så mange at dele den historie med om de 20 gode og onde år. Flest gode. Det er altså bare som om, der mangler en lille bid af mig nu.

Advertisements