Tags

, , , ,

Ønsker tørvejr når vi i aften sender glædesbudskabet afsted.

Ønsker tørvejr når vi i aften sender glædesbudskabet afsted.


Om lidt vil jeg gå en tur og finde en mariehøne og bede den flyve op til Vor Herre og bede om godt vejr i aften. Bare tørt i det mindste så vi kan nyde de smukke bål og synge sammen.
Husk nu, at sørge for at alle de små, søde dyr kommer ud fra brændestakken inden deres sættes fut i bålet. Og lad for himlens skyld ikke nogle dumme mænd få lov til at smide benzin på bålet, hvis det brænder lidt trægt. Sidst, men ikke mindst pas godt på de “frække drenge” og piger som kan finde på at lege vildt ved siden af flammerne.
I dag skulle jeg lede efter noget i et af mine mange fotoalbum og faldt i staver over et som indeholdt gode oplevelser fra for 4 år siden. Det ene gode minde var fra den 22. juni 2011, hvor jeg får at vide, at der ventes familieforøgelse. Det var lille Molly. Tænk engang hvor tiden er gået hurtig. På samme billede sidder mit mellemste barnebarn Caroline, fire år yngre og sikke en vældig revolution, der er sket med hende siden. Nu er der ikke længere tale om stor pige. Nej bestemt ikke. Derimod om en ung pige, som jeg heldigvis snart skal nyde i nogle dage.
Mindes også en Skt.Hans aften, som var aftenen før min ældste datter skulle på interrail. dengang var der ikke internet og mobil telefon. Jeg var derfor lykkelig for hvert et postkort som dukkede op fra fjerne egne og fortalte, at hun havde det godt.
Og en anden Skt.Hans aften, hvor manden brændte naboens hæk af. Heldigvis blev hun ikke sur. Måske kunne hun ikke se det, for hun var næsten blind.
Atter andre aftner, dem hvor det var lunt og vi kunne sidde ude til midnat og sludre og de aftner der druknede i skybrud og slukkede bål.
Ved sådan at lade tankerne løbe baglæns, glædede jeg mig over gode minder og så løb tankerne forlæns og jeg prøvede at forestille mig hvordan ungerne ser ud om 10 år om 20 år. Mon jeg selv lever til den tid? Og hvordan mon jeg har det? Mon de stadig gider besøge deres gamle mormor?
Der er hyggelig Skt. Hans rigtig mange steder i aften, har jeg set. Nyhavn, Frederiksberg Have, Tivoli og Bakken blot for at nævne nogle af de steder hvor bålet tændes.
Ønsker alle en rar, tør og festlig aften.

Reklamer