Tags

, , , ,

Vi er klar til aftenens forestilling Visen om Sidsel.

Vi er klar til aftenens forestilling Visen om Sidsel.


Visen om Sidsel af Nikoline Werdelin holder tråden i Grønnegårdens sommerteater i Designmuseum Danmarks Have. Desværre var det ikke nogen nem forestilling for en teenager og pinligt med alt den snak om hor og bolleri. Altså mormor, som om jeg var ansvarlig for indhold og form. Men ret skal være ret. Jeg havde jo inviteret hende med og dermed udsat hende for al den uhøviske tale.
Pu ha! Dengang var det heller ikke sjovt at være uden arbejde og enlig forsørger. Eller blive sendt i krig og tage andre menneskers liv, bare fordi man skal adlyde. Og det var slet ikke sjovt at være barn, når der ikke var penge til mad og medicin eller nogle voksne som elskede en. Skam få den, der ødelægger den smule velfærd der er tilbage og de grumme tider kommer igen.
Jeg krydser fingre for at det ikke var et fremtidspil, men en historie om fordums tider, som vi må bestræbe os på ikke at gentage.
Vejret var med os og jeg holder meget af at sidde i haven med madpakke i de sidste solstråler. Jeg mindes den første gang for snart 40 år siden, da Carolines mor var med derinde og høns for kaglende mellem bene på os og rigtige heste trampede rundt på brostenene. Se det var rigtig nyskabelse, at gå i teater med levende dyr indlagt i forestillingen.
Madpakken var ikke så interessant i år, men smagte godt for vi var sultne.

Madpakken var ikke så interessant i år, men smagte godt for vi var sultne.


Lunt var det at tage hjem i denne sommeraften og vi glæder os til de kommende dage med godt vejr og sommerferie. Caroline vågnede med et spjæt i morges og troede hun havde sovet over sig. Hvilken lettelse og glæde at opdage at hun sov på mormors sofa og have ferie.
Hun støtte op om træningen og vi kom begge afsted og hjem igen med røde kinder og sved på panden. Sej ung dame.

Advertisements