Tags

, , , , , ,

Nej, nej! Vi er ikke på Påskeøen. Vi befinder os på Lolland hvor legenden om et sagnfol Lolerne kommer til udtryk i et højest nutidig kunstværk.

Nej, nej! Vi er ikke på Påskeøen. Vi befinder os på Lolland hvor legenden om et sagnfol Lolerne kommer til udtryk i et højest nutidig kunstværk.


Der er mange videsbyrd om den rige kultur Lolerne efterlod overalt på Lolland, hvor de slog sig ned. Alene fra Ravnsholt til Ravnsby er der evaret mere end 70 gravhøje og jættestuer. Ved gården Ellevehøj er der nu kun 4 tilbage, jættestuen Glentehøj og 3 andre høje. Men nu er Lolernes Ring, Dodekalitten skabt og lader de nye loleres forfædre synge.
Det var en smuk afslutning på en herlig dag, at stå der på en mark med udsigt til Smålandshavet og høre den sære, betagende sang, musik der giver en drømmen om storhed, fortid, nutid og ikke mindst fremtid.
Dodekalitten betyder på græsk “Tolvstenen” og her på marken er man i fuld gang med at skabe de 12 sten.
Ellers var der dejlig morgenmad med Eli i haven og så tidlig afsted med et kort stop over i Sakskøbing for at købe solcreme og se ind i det gamle teater og Sakskøbing Hotel, hvor Claus Meyer serverer lokale råvarer og smagen af Lolland.
I et forrygende skønt vejr tog vi færgen til Fejø, hvor en lokal hop on af of bus kørte os rundt. Utroligt men sandt var vi de eneste turister og vi blev fornemt betjent af chaufføren af bussen som kunne fortælle et og andet.
Vi blev sat af ved kroen omkring frokosttid. det eneste sted man angiveligt kunne få noget at spise. Men desværre. krofatter ankom sammen med os og skulle lige først låse op og gøre rent inden han kunne tænke på at servere mad. heldigvis for os havde unge mennesker åbnet en grillbar på den anden side af vejen. Her fremtryllede den unge værtinde tre stykker smørrebrød til hver med en kold lokal øl og en snaps til den beskedne pris af 79 kr. Det var rørende. Så under en parasol kunne vi blive mætte og øllen smagte skønt.
Nu tog vi gåbenene på nakken og spadserede til ca. 3½ km til Skalø. En stor skrotbunke og en naturlig lille havn. Vi hvilede fødderne i det klare vand og drak vores medbragte vand på en kyssebænk inden vi gik tilbage til havnen hvor færgen fragtede os retur til Kragenæs. Nu havde vi for alvor set hvordan det ser ud i udkanten af DK. Tomme forladte huse. Tilgroede haver og en øbefolkning, der er skrumpet ind til 500. Skolen fungerer endnu med 10 børn fordelt i 3 klasser. De fleste af børnene – fik jeg indtryk af – er polske børn f forældre som arbejder for øens storbonde. Han ejer 2000000 træer der leverer både æbler, pærer og blommer.
Vi burde have købt i kassevis af den lækre most, men på gå ben har det sine begrænsninger.
Tilbage i et nyt B & B – ikke så lækkert som i går aftes. Men alligevel blev madkurven tømt under voldsomt hyggelige timer i den uordentlige have. Og katten hos naboen hvor vi boede i går kunne kende os og forcerede plankeværket for at hilse på og se om ikke vi gad dele vores fisk med den.
Katten var kæmpestor og meget dygtig. Den genkendte os straks og lukkede sig selv ind til vores aftenbord.

Katten var kæmpestor og meget dygtig. Den genkendte os straks og lukkede sig selv ind til vores aftenbord.

Reklamer