Tags

, , , , ,

"Jeg sætter min hat som jeg vil". Det er meget vanskeligere end det lyder.

“Jeg sætter min hat som jeg vil”. Det er meget vanskeligere end det lyder.


Takket være utroligt venlige og kærlige feed backs på mine frustrationer og ked af det hed i går lykkes det nu ved aftentide, at blive nogenlunde normal igen. Men tankerne har stået i kø hele dagen for at blive ordnet og følelserne sorteret og lagt på nogenlunde fornuftige hylder igen.
Naturligvis har jeg igen og igen tænkt på hvor svært det er at udtrykke følelser og fremkomme med en vanskelig anmodning.
Handler det om kvindelig opdragelse 50èrne – den såkaldte hensynsbetændelse? Noget kan sikkert henføres hertil. Men måske stammer noget af ulysten og angsten også fra mødet med andre voksne op gennem livet. Når voksne græder sker der tit det, at man mødes med ængstelse og forlegenhed, medlidenhed og mistro, frem for medfølelse og accept, respekt og forståelse. Man kan ikke vide det før masken er lagt. At opleve venlig, kærlig forståelse og imødekommenhed, som jeg nu har mødt, betyder, at jeg i stor taknemmelighed kan komme videre. Jeg føler mig set og forstået.
Desuden gjorde jeg den opdagelse, at nogle af mine tårer i virkeligheden handlede om, at jeg blev dybt rørt over den medfølelse og accept, min kommunikation afstedkom. Set i bakspejlet var det overraskende fordi jeg nok har været mere vandt til at møde vrede og bebrejdelse.
Jeg tænker også, at jeg er blevet bedre til at forkorte det tidsforløb der kan være mellem en bestemt oplevelse af en følelsesmæssig reaktion og den faktiske erkendelse af den. I “gamle dage” kunne der gå timer, dage og endog måneder før den fulde erkendelse gik op for mig. Når det skete kunne jeg så slå mig selv i hovedet med, ikke at have fattet det og fulgt min første indskydelse. For i tiden indtil tiøren faldt kunne jeg bruge en masse tid på at gennemgå episoden inden i hovedet og pine og plage mig selv.
Min intuition er ret veludviklet, men ikke så anerkendt – heller ikke af mig selv. I vores kultur har intuition været socialt nedvurderet – måske fordi det oftest var kvindens domæne. Samtidig er det svært at delagtiggøre andre i “beviserne” for den slags.
Men at følelser er stærke sager, der i den grad påvirker os fysisk, kan jeg igen notere mig. Det mest positive er måske, at man virkelig kan mærke man er levende når man sådan sidder i sin lille tudeskude på et oprørt følelseshav.
Jeg vil fortsætte arbejdet med at blive dygtigere til at håndtere og udtrykke mine følelser. Det kræver mod og kompetence, især når det bør foregå assertiv og kærligt overfor de mennesker, jeg vælger at kommunikere med. Det er i grunden et stor tillidserklæring, at kunne dele med andre end sig selv.

Reklamer