Tags

, , , , , , ,

Få politiske lyspunkter når det gælder fremtidens behandling af uledsagde børn og unge, der som flygtninge kommer til DK.

Få politiske lyspunkter når det gælder fremtidens behandling af uledsagde børn og unge, der som flygtninge kommer til DK.


I går deltog jeg i en konference arrangeret af Susi og Peter Robinsohns Fond og Røde Kors. Emnet var: Hvordan sikrer vi den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene til Danmark. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Ikke fordi jeg ikke vidste og forstod de grusomheder børnene lever under i Syrien, Afghanistan, Somalie og flere andre steder. Men over den behandling vi byder dem når de kommer til Danmark.
Børn og unge der er flygtet fra grusomheder over flere kontinenter, tusinder af kilometer. Hjemløse, syge, sultne, beskidte. Udsat for seksuel- og arbejdsudnyttelse udervejs. Fyldt med angst og sorg over de forældre de har forladt eller som har forladt dem. Måske er forældrene døde. Nogle børn har set dem dø. Små søskende hvis skæbne de ikke kender og dog føler sig ansvarlig for.
Behandler vi dem som børn og unge? Nej! Vi behandler dem som flygtninge og glemmer de er børn og unge – skam få os.
De har ikke brug for medlidenhed, men omsorg, at blive forstået og passet på. At blive støttet og få lov til at være fyldt med håb, at være børn og unge.
Når de bliver samlet op og kørt til opsamlingslejren er de rædselsslagne, bilen køre ind i en skov med mennesker bag rattet hvis sprog de ikke forstår. Deres forståelse af at blive kørt ud i en skov er ikke skovtur. At blive ført ind i et værelse med et vindue, hvor der er udsigt til piktrådshegn og hvorfra der lyder skud fra den militærlejr der er nabo til lejren, er rædselsvækkende. Det er i direkte modstrid med det de har allermest brug for. At der skabes ro og tillid til mødet med dem. At dem der arbejder med børnen har et minimum af kulturforståelse. At vi får lov til at etablere en voksenkontakt de kan stole på. Her interneres de i 6 måneder. Uanset de i forvejen har familie her. Forestil dig en 15. årig dreng som når så langt og som dernæst ikke må tage med sin onkel hjem. Den eneste han kender og som er kommet for at modtage ham. Og så flyttes børnene ellers rundt som legoklodser og ikke som små levende væsner. Til en ny lejr og en gang til. Måske havner de på en ungdomsinstitution med vanskelige danske unge. Måske alene i et lejet værelse. Og når de bliver 18 sendes nogle af dem hjem igen – til døden. Eller direkte i armene på Asads hær, der nu benytter børnesoldater.
Hvad fanden er det for en behandling?
Skulle du være i tvivl om hvor råt det er, burde du læse Kristina Stolz`s bog Æsel.
Den gode historie er, at af de børn der får asyl får hovedparten lært dansk, går i skole, tager en uddannelse og kommer i arbejde. De er altså en ressource til Danmark og ikke det modsatte.

Advertisements