Tags

, , , , ,

Et meget nydelig påklædt par deltog i aftenmessen i Puebloén lille kirke

Et meget nydelig påklædt par deltog i aftenmessen i Puebloén lille kirke


Det er ikke fordi jeg er blevet mere hellig end derhjemme, men min aftentur gik igen op til byens lille kirke, fordi den ligger med en skøn udsigt over kysten og byens glitrende lys. Da jeg opdagede døren stod åben og der lød dejlig klassisk musik derindefra, gik jeg indenfor. Kirken er nydelig og virker lille, men jeg talte, at der snildt kan sidde 350 mennesker derinde. Det gjorde der nu ikke. Det er ikke kun den danske folkekirke, der har svært ved at tiltrække kunder i butikken. Den katolske har åbenbart samme problem. 14 gamle damer, en mand, kirketjeneren og mig var tilstede. Musikken blev slukket og den gamle præst gik i gang. Det var lidt svært at forstå hvad han sagde, ikke kun fordi det var på spansk, men fordi hans gebis hylede og lavede de mærkeligst lyde. Men forestillingen varede kun ½ time, så kunne man gå hjem til aftensmaden. Velsignet og tilgivet for dagens synder.
Jeg kan ikke klage over livet går stærkt her. Tværtimod. Der sker kun det man selv sætter i gang. Jeg ser ikke TV, hører ikke radio, har ingen musik. Taler ikke med nogen er ikke sammen med nogen. Jeg ER.
Meget interessant. Jeg vil ikke sige, jeg har fornemmelsen af at gå glip af noget. Synes ikke engang jeg spilder tiden, jeg tænker eller prøver på det. Planlægger ikke ret meget – prøver hvordan det må være, at være alene med sig selv. Læser bøger og træner. Gør de tre måltider om dagen til en slags markeringer, ligesom mine forfædre ville have kigget på solen og delt dagen ind i morgen, middag og aften.
Forestiller mig det må være lidt sådan, at trappe sit misbrug ned. Næsten en kold tyrker. Selv små oplevelser, som vandreturen i går, der næsten var en overstimulering, der gjorde mig helt høj. Der skal ikke så meget til for tiden.
Måske er det sundt ikke konstant at lade sig distrahere. Glæde sig over begrænsningerne og værdsætte det lidt der sker. Det er naturligvis ikke almindeligt i vores oplevelsessamfund hvor vi grådigt lever livet og realiserer vores potentiale.

Advertisements