Tags

, , , , , , , ,

Vandrerturen sluttede på en hyggelig bar med tapas og koldt øl i Mijas Pueblo

Vandrerturen sluttede på en hyggelig bar med tapas og koldt øl i Mijas Pueblo


For at sige det lige ud. Jeg er træt. Mine knæ kan mærkes. Mine kinder brænder og jeg fryser lidt og har lyst til at gå i seng. Men kl. er kun 18.00 og det hjælper når jeg har fået noget mad.
Turen i Sierra Mijas gav mig så lidt mere viden om forholdene i dag, idet Pia kunne berette, at antennerne som står på den højeste top befinder sig i godt og vel 900 meters højde. Går man op fra Mijas, som vi gjorde i dag, stiger vi ca. 500 højdemeter, idet byen ligger 400 meter over havet. Da Benalmadena ligger betydeligt længere nede, vil det sige, at de første ture jeg lavede var i en stigning på omkring 700m. Slet ikke så dårligt.
Men tempoet var utrolig højt i dag og der blev ikke fortalt om planter, landskaber eller noget som helst. Der blev knap tid til et kig ud over landskabet fordi man var nødsaget til konstant at fokuserer og koncentrere sig om hvor fødderne blev sat. En anstrengende og ikke nær så god tur, som de øvrige jeg har oplevet. Dog ville jeg ikke være dagens oplevelser foruden.
Endelig nede igen sluttede troperne på en hyggelig bar med skøn tapas og iskoldt øl. Det er længe siden jeg har nydt sådan en øl og jeg blev helt svimmel af at lade den rulle indenbords. Med de sidste kræfter i behold fandt jeg en bus hjem og fik en opkvikkende kop kaffe på torvet, hvor alle de lokale sad og nød en sen søndagsmiddag. Det virker som om, at det er der nogen tradition for – at gå ud og spise søndagsmiddag med familien. Jeg kan ikke rigtig finde ud af om det er de fastboende englændere eller det også er de lokale spaniere der gør det. Hen på eftermiddagen dukker de fastboende i hvert fald op og beder om en kop kaffe med en brandy. Det er et ordentligt glas de får sig og nogle lader kaffen stå. Der er rabat på et sæt og der er ingen tvivl om, hvad der er det vigtigste.
Et dejligt langt karbad har blødt musklerne op og havde jeg haft andet end spansk tv, vidste jeg godt, hvad jeg ville lave nu. I stedet bliver der ædt en bog mere og det er heller ikke så skidt at slutte en søndag med det.

Reklamer