Tags

, , , , , , , ,

Den fine lille appelsinpark, hvor resterne af møllehuset endnu står og aftrykket af en sprudlende kilde, bæk eller å engang han løbet så fint og klart og sørget for arbejde til mølleren og hans folk.

Den fine lille appelsinpark, hvor resterne af møllehuset endnu står og aftrykket af en sprudlende kilde, bæk eller å engang han løbet så fint og klart og sørget for arbejde til mølleren og hans folk.


Mange modsatrettede følelser hvirvler rundt i mig. Dels skabt af den bog jeg lige nu “æder”, dels af oplysninger og forståelse for hvor sygt et samfund Spanien/Andalusien også er. Dels fordi jeg skal rejse, hvad jeg gerne vil og ikke vil. Dels fordi jeg føler mig alene og på den anden side ikke kan forestille mig at være andet. Det tumler rundt på 1. etage og på den anden side, føler jeg ro og fred.
Arbejdsløsheden hernede blandt de unge er 46,5% Det skyldes i høj grad den arbejdsmarkedsmodel, man har her med masevis af midlertidige kontakter. De fast jobs tilfalder ikke de unge. Det betyder at de unge må takke ja til underkvalificerede jobs, dårlig løn og ingen fremtidsmuligheder. Mange af de unge drager derfor til udlandet og man kan kun gætte på hvad det vil betyde for fremtiden, hvis Spanien tømmes for de veluddannede unge. Der laves masser af ulønnede praktikaftaler – kort og godt gratis arbejde, som de unge håber fører til et job. Vil de nye partier kunne ændre på det, hvis de kommer til magten eller vil vi om 30 år fortsat de disse mennesker i arbejdsløshedskøen?
Hertil kommer at det er et meget ungt og usikkert demokrati, vi lever i her. De fleste mennesker her har endnu ar på sjælen og nogle på kroppen af tiden under Franco. Familiemedlemmer der er forsvundet eller dræbt. Naboer man ikke kunne stole på. Børn der forsvandt. Kender I historien om “børnebådene”. Da man i slutningen af borgerkrigen så hvor det bar hen kastede, man sine små børn ombord i både – vist nok sendt af russerne for at redde deres liv. Hvor endte de? Hvad med de babyer som forsvandt i landet? Og meget mere.
De udlændige som har bosat sig her på Sol Kysten er også mærkelige skæbner. I morges da jeg ventede på bussen – som aldrig kom – sad jeg på bænken med en englænder som lignede noget mellem en sølle, fattig pensionist og en drukkenbolt. Han var begge dele. Hans vandblå øjne roterede rundt i sprit, medens han fortalte, at han havde siddet på bænken siden kl. 04.00 i morges ude af stand til at stå på benene. Det eneste positive var at solen bagte på hans ryg og gjorde godt for den gigtsvage krop. Det skal jeg love for, mit tøj var alt for varmt og jeg måtte gå hjem i en kold stue for at holde det ud, for sommertøj har jeg ikke med og kunne dermed ikke færdes udendørs før efter kl. 15.00.
Hvad skal jeg mene, tænke og gøre?

Advertisements