Tags

, , , , ,

112 dagen, en årlig tilbagevendende begivenhed, erfarede jeg i dag.

112 dagen, en årlig tilbagevendende begivenhed, erfarede jeg i dag.


Smilet når helt op til ørene. To dages tango, det er den rene svir. Dansebenene er blevet rørt så fødderne er ømme, men hvor var det dejligt og det bedste af det hele er, at fornemmelsen for dansen ikke er helt forsvundet. En del sidder stadig i kroppen, som husker. Jeg fatter nyt mod og tror måske alligevel det skal lykkes, at komme tilbage på sporet, når den tid kommer. I aften var der jyder med på Milongaen. De vidste nok hvordan man svinger pigerne. Det var lige før jeg følte mig hensat de ungdommens baller i forsamlingshusene. Det var forfærdeligt at komme til København dengang. Her var ingen baller – Nøj! hvor jeg savende det
De to sidste dage er blot suset afsted med besøg hos ældste datteren og familie. Lige tids nok til at kramme farvel inden de tager på året skiferie. Jeg ville godt være en flue på væggen og se de store børn suse ned af bakken med forældrene. De er rigtig gode på ski. Og under aftensmåltidet vil de grine og pjatte og senere spille spil og falde i søvn når hovedet rammer puden. Tankerne går tilbage til tiden med mine børn på skibakken, men højtlæsning i solnedgangen, aftensmad lavet på brændekomfurret. Senere putte ungerne og mærke følelsen af, at være lykkelig for sådanne dage og fælles oplevelser.
Der er ikke meget der kan konkurrere med at opholde sig i naturen sammen med mennesker man holder af. Bedre bliver det næsten ikke. Når jeg lige ser bort fra at danse tango altså.
Endnu en herlig oplevelse blev mig til del i dag. Et spændende og dejligt menneske inviterede på frokost på en gammel cafe`. Her har jeg vist heller ikke sat mine ben, siden jeg var i tyverne. Det var et par skønne timer, som jeg nød i fulde drag og er taknemmelig for at have oplevet.
Sidst, men ikke mindst fik jeg investeret i en ny rygsæk. Den sidder som støbt. Nu kan Kilimanjaro bare komme an.

Advertisements