Tags

, , , , ,

På trods af at Korsør ligger ved vandet. Er en spændende gammel by og befinder sig tæt på dejlig natur, er det en by med udkantssymptomer.

På trods af at Korsør ligger ved vandet. Er en spændende gammel by og befinder sig tæt på dejlig natur, er det en by med udkantssymptomer.


Jeg kan desværre ikke påstå, at det er fordi jeg er ved at blive gammel, at jeg er sær og sart. Allerede som 12 årig forlod jeg det fælles børneværelse og foretrak at sove på det bare gulv udenfor døren på grund af de mindre søskenes høje vejrtrækning, smasken og snorken. Det blev ikke bedre med årene. Jeg frygtede at komme på spejderlejr, på lejerskolens sovesale og senere som voksen på kursus med dobbeltværelse. Jeg kan blive helt vanvittig af, at høre på en som snorker eller blot trækker vejret dybt og højlydt. En dryppende vandhane et dunkende varmerør.
Jeg tror ikke engang, at jeg nogensinde har været så forelsket, at jeg kunne se bort fra støjende natlig adfærd. Det skal så lige tilføjes, at det er ok, hvis jeg snorker – det kan jeg jo ikke høre.
I toget hjem i dag var jeg ved at myrde en ung mand som hele tiden snøftede og af og til sank sit eget snot. ARG! Jeg ville ønske, at jeg kunne abstrahere fra det. Jeg prøver virkelig at lukke ørene, bide tænderne sammen og læse i en god bog. Men intet hjælper. Jeg måtte fortrække og stå op i mellemgangen.
Det er forfærdeligt at have det sådan. Mon det kan kureres? Jeg har aldrig fundet en metode.
Det lader til at mine børn har arvet denne skavank. Først meget sent gik det op for mig, at det yngste af mine børn ikke ville have legekammerater på overnatning. Han kunne simpelthen ikke sove i andre børns “natlige larm”.
Af samme grund kan der gå skår i glæden på vandreturen til Kilimanjaro. Der er ikke eneværelse på turen op og en teltdug skærmer ikke for lyde. Det gør ikke noget den afskyelige snemand står udenfor og brummer eller en løve brøler. Men menneskelyde. UF for mig.
Ak og ve! Tænkt hvis det bliver en uge uden søvn.
Mine forældre hører til den generation som begyndte at campere. På det tidspunkt var jeg teenager og jeg nægtede at deltage. Jeg tror aldrig det gik op for dem, hvorfor jeg ikke ville sove i telt. I dag er det mig en gåde, at jeg overlevede min næsten 400 km vandrertur på Caminoen og sovesalene på herbergene. Men der var nætter hvor jeg trak ud under stjernehimlen og lod hånt om krybdyr, insekter og “farlige” mænd.

Advertisements