Tags

, , , ,

Pludselig stod der en flok lamaer og gloede på en.

Pludselig stod der en flok lamaer og gloede på en.


Som socialrådgiver og medmenneske har jeg ofte stået overfor problemstillingen svigt. Svigt mellem voksne og voksne som svigter børn. Det sværeste ved et svigt overfor børn, er så vidt jeg ser det, det enorme tillidsbrud, der sker. Barnet som rystes i sin grundvold, fordi det ofte er den eller de voksne som barnet elsker højest og som barnet anser for at være dets væbner, beskytter og tryghedsmenneske, der svigter.
Det sker når aftaler ikke holdes og det ikke længere er muligt at stole på det, den voksne siger. Hvis barnet svigtes ofte nok, kan det være svært for andre voksne, at skabe den tillid barnet har brug for, for trygt at kunne forblive i sin barnerolle og langsomt og i takt med sin udvikling gro til en kærlig og ansvarlig voksen.
Mange af de svigtede børn, jeg mødte på krisecenteret, hvor jeg arbejdede regredierede. Opførte sig som gik de på et minefelt, for at lodde stemningen hos de voksne. Man kunne høre på deres tale, at de var usikre og eftergivende og forsøgte at snakke de voksne efter munden, bange for ikke at være “søde” nok. For barnet er logikken helt klar, de voksne svigter kun, hvis der er noget galt med mig. Det er min skyld. Det må være noget jeg har gjort forkert. De håber, det ikke sker igen. De bliver angste og urolige og ukoncentrerede. De kunne kun rumme frygten for hvornår det ville ske igen. De kunne nægte, at gå i skole eller børnehave, for når de kom tilbage, var mor måske væk igen, eller kommet tilbage og barnet havde ikke været, der når hun kom. De blev radar og antenne børn. De stammede, blev sky eller udadreagerende og grænsesøgende.
Alt for ofte var der tale om misbrug hos forældrene. De var ikke onde eller ville deres børn ondt. Men når sprutten eller stofferne gik ind, forvandlede de sig og blev totalt ligeglade med alt andet end sig selv. Indsigten i hvad der skete med deres børn når de “forsvandt” manglede og når de igen “vågnede” kunne de blive rasende og give alle andre end sig selv skylden for deres svigt. Indså de deres ansvar og hvor ondt de gjorde deres barn, var det tit så ubærligt for dem, at de hurtigst muligt igen måtte forsvinde i misbruget og slå hjernen og hjertet fra.
Med det arbejdspres der er i kommunerne, i daginstitutioner og skoler. Med de besparelser der finder sted, kan vi kun frygte, at endnu flere børn og deres voksne ikke får den hjælp og støtte der skal til i tide. For den her omtale type svigt er ofte usynlige og avancerede i så lang tid, at børnene har taget alvorligt skade, når de endelig indses.

Reklamer