Tags

, , , ,

Den fire timer lange tur kostede en stor chokoladeis.

Den fire timer lange tur kostede en stor chokoladeis.


Når mor kommer hjem fra nattevagt og mormor ikke orker, at glo Tv og tysse på et aktivt barn, bliver hun hevet ud i det dejlige vejr. Det vil sige, heroppe så vejret ikke så godt ud som det siden skulle vise sig, at være nede ved stranden. Jo mere tøj vi tog af, jo mere voksede min rygsæk. Jeg havde taget kasket med til os begge, men det ønskede den unge dame ikke at benytte og solcremen var glemt. Nu sidder bedste med dårlig samvittighed og ser på den lille let forbrændte unge, hvis røde kinder luer om kap med aftensolen.
Det blev en meget, meget lang tur på næsten 3 timer ud til havnen. Ungen gad ganske enkelt ikke at gå og ville konstant vende om og hjem til sin mor. Jo længere væk vi kom hjemmefra, jo bedre gik det dog og ved vejs ende blev alt godt med en kæmpestor chokoladeis.
Skærtorsdag fik det til at vrimle med lokale og turister på promenade i det gode vejr og masser af sejlskibe forlod havnen for at glide hen over det blinkende hav. På hver anden bænk sad en østeuropæisk harmonikaspiller og forsøgte at tjene lidt penge. På restaurationerne blev der spist frokost og drukket kølig vin og stor fadbamser. Ungerne legede på stranden og de gamle damer luftede deres grimme hunde og medbragte klapvogne til at kære de dovne kræ i.
Det blev i alt til 6 timers udendørs fornøjelse og også jeg kan ny føle vind og vejr på kinderne. Skønt man ikke tror, der er så meget sol brænder den alligevel igennem.
Aftenen skal bruges på en spændende krimi jeg har lånt. Det er ikke ofte jeg forfalder til den slags, men når de er gode sluger jeg dem i store mundfulde og har svært ved at stoppe før bogen er slidt op.
Fortsætter påskedagene sådan her, bliver det en skøn forårs næsten sommerlig oplevelse. der loves op til 25 grader i morgen. Imidlertid er det stadig sådan, at blæsten og skyggen er mindst 10 grader koldere og det er på den anden side alt for varmt at sidde lige midt i solen. Familien er da også lettere forkølet og har ondt i halsen. Ikke underligt med de svingende temperaturer og forskellene på at være inde og ude. Idendørs er det fortsat meget koldere end udenfor i solen.

Advertisements