Tags

, , , , ,

I mit gamle kvarter på Vesterbro var træerne i fuldt flor og forårsstemningen i top.

I mit gamle kvarter på Vesterbro var træerne i fuldt flor og forårsstemningen i top.


Det er utrolig hvad solen kan gøre ved mig. Det var nærmest som om cyklen fik vinger af det smukke vejr, da jeg i formiddags susede gennem Vesterbro. De kønne lyserøde, japanske kirsebærtræer i min gamle gade stod i fuldt flor og menneskene piblede frem, som krokus på en græsplæne. På alle fortovsserveringerne var der fyldt med mennesker, jeg kunne næsten dufte kaffen.
Hjemme igen kunne radioavisen ikke engang slå mig ud og da en god veninde inviteret på gåtur rundt om Damhussøen, spurtede jeg afsted igen. Også her vrimlede det med folk som drak solskin og smilede mod de lysende hvidtjørne. Snehvide og brusende står de og stråler i rækken af næsten nøgne træer og buske. Nu er natten faldet på og mine fødder smerter efter tre vidunderlige dansetimer. Fordelen er så absolut, at jeg kan mærke, at jeg har fødder og kan glæde mig til at smække dem op i sengen og få lidt lindring. Den fremtidige model må blive at danse lidt, men oftere og ikke så mange timer ad gangen.
Igen i dag blev jeg forkælet og fristes nu til at drikke kaffe og spise chokolade før sengetid. Jeg fik nemlig den fineste lille æske med Peter Beier chokolade, som trøstegave. Han vidste, at jeg er ked af noget. Men jeg arbejder på sagen og prøver at finde mindst tre positive ting, ved det jeg er ked af. Måske finder jeg flere og så er der jo ikke mere grund til at græde.
Skal, skal ikke? Det er det med kaffen før sengetid. Det er nok ikke så godt og den fine æske er også alt for fin til at åbne. Den skal gemmes til en ganske særlig lejlighed – ikke nu.
Godnat. Jeg flyver lige i seng.

Reklamer