Tags

, , , ,

Udsigt ved eftermiddagskaffen i sol og forår.

Udsigt ved eftermiddagskaffen i sol og forår.


Den nye rygsæk blev spændt fast på ryggen og så gik det afsted med forventningens sommerfugle flagrende i mellemgulvet. Jeg skulle på en ukendt vandretur, om hvilken jeg kun vidste, at den ville vare ca. 3-4 timer. Der ville være indlagt et fint cafèe besøg og efter turen tilbud om aftensmad, hvis jeg ikke hellere ville slutte af for mig selv i Fælledparken. Det sidste var ikke tilfældet. Jeg kan bedst lide Fælledparken første maj efter morgenkaffen sammen med fagforeningen. Da jeg nåede så langt var hjerteveninden gået videre og ungdommen havde hældt en del våde varer indenbords og solen var på vej ned. Så hellere blive budt på aftensmad.
Til gengæld fik jeg en af de allersmukkeste vandreture på denne årstid i nyudsprunget og eventyrlig, lysegrøn bøgeskov. Solder fik søen og sumpen til at blinke og sende de skønneste øjenkast til os forbipasserende. Fugle der underholdt med den smukkeste sang og spætten der hakkede og huggede i de mørnede træer. Roere der spændte musklerne og gav den gas og styrmænd og ledsagebåde der opilnede mandskaberne. Kærestepar hånd i hånd, forældre med hoppende børn og hundeluftere i friskt trav. Timerne forsvandt bare og det var helt kedeligt, at det overhovedet skulle være slut.
Men helt slut var det heller ikke. Solen stod endnu på altanen og vi tiltuskede os en lang time mere i den gode stråle og drøftede livsvigtige spørgsmål. Analyserede og reflekterede og nye spørgsmål dukkede op. Planer, drømme og forventninger blandede sig i samtalen og stemningen var tryg og god.
Kokken kunne noget. Tryllede til slut et mesterligt, velduftende, sundt og farverigt måltid på banen. Jeg følte til sidst at mit smil gik fra øre til øre af bare fornøjelse. Men fortryllelsen måtte hævet. I morgen er der atter en dag. Kinderne brænder af frisk luft og sol. Jeg tror, jeg kan sove trygt og godt i nat sikkert med et stort smil på munden.

Reklamer