Tags

, , , , , ,

Mette Speich med jazz band. Dejlig musik og en dygtig sanger.

Mette Speich med jazz band. Dejlig musik og en dygtig sanger.


Jeg har lyst til at skråle af fuld hals: Jeg går aldrig hjem.
Det er næsten helt umuligt at løsrive sig fra det udendørs liv i dette fantastisk vejr. De blomstrende træer er så smukke, at det næsten er ubeskriveligt. Lyset grønnere end grønt. Plænerne indbydende, tulipanerne som i den tyrkiske sultans paladshave. Duftene krydrede og lydene sommeragtige. Selv cyklens dæk synger på en helt særlig måde gennem byen.
Men først pligterne. Vaskes skulle der, nu hvor vaskekælderen var booked. Det gør det ekstra herligt at hoppe i køjen i aften. At skulle snuse til frisk sengetøj, der dufter af sol og luft, det er klasse.
Solsorten serverer aftenssangen og solen sørger for et skønmaleri udenfor vinduet.
Cyklen susede afsted i den lune eftermiddag. Lige ind til Galleri Pialah, hvor Parvis var vært ved eftermiddagens intime jazz koncert. Kælderen var kølig, men musikken og den smukke brugskunst fik mig til at glemme den lokkende sol et par timer.
Frisk spadseretur gennem Landbohøjskolens dejlige have og videre ud af Frederiksberg til. Her endte vi i en skøn udendørs servering og spiste så meget mad, at jeg i bogstaveligste forstand var og er ved at revne.
Livet foregår i spring fra støvler og ned i sandaler, dette mageløse vejrskifte. En brat overgang, der gør det vanskeligt at klæde sig på. Man tør næppe tro, at man kan tage afsted i bare ben, men gør man det ikke, risikerer man hedeslag lige indtil den kølige blæst fanger dig omkring et hushjørne.
Heldige os, det bliver ved med det vejr. Vi folder os ud og nyder det. Tanker sol og forår og kan slet ikke få nok.
Jo ældre jeg bliver, jo mere holder jeg af de fire årstider – især foråret.

Reklamer