Tags

, , , , , ,

Min altan må vente på bedre tider i år.

Min altan må vente på bedre tider i år.


Hvor det kan undre mig igen, igen, at jeg som voksen pludselig kan fyldes med præstationsangst. I stedet for at kunne glædes over, at jeg gør det, så godt jeg kan. Når den følelse kommer over mig, kan jeg ikke tage til Milonga og bare danse. Benene vil ikke flytte sig og er jeg ikke akavet, skal jeg nok blive det når hovedet overtager kommandoen.
Det sker også af og til når jeg lærer sprog. Så kan jeg pludselig sidde der midt i en time og klappen går ned og alt bliver sort. Eller i forbindelse med en vandretur, hvor jeg pludselig bliver i tvivl om jeg kan følge med. Klare opstigningerne o.v.s
Det er virkelig mærkeligt for jeg skal jo ikke til eksamen i noget mere. Et fremtidigt job afhænger ikke af eventuelle opnåede karakterer. Det meste af det jeg foretager mig gør jeg af lyst og glædes ved det og alligevel kan jeg overvældes af denne angst for ikke at være god nok, dygtig nok, tilstrækkelig nok og hvad der nu kommer ind i hovedet.
Heldigvis er jeg rigtig god til at skjule det, fordi jeg synes det er flovt, at få det sådan i min alder. Hvor erfaringer og viden siger mig, at vi mennesker er mere værd end det vi kan præstere i et eller andet fag. Vi er meget mere end det vi gør og kan.
Jeg har jo ikke den slags krav til mine medmennesker og ser dem som meget mere end de eventuelt kan.
Er det det indre barn som får lov til at dominere en kort stund inden den voksne igen tager over får kaldt til besindelse?
Er det når vi møder mennesker, som betyder ret meget for en og som man gerne vil fremstå positiv/dygtig/god – hvilken benævnelse der nu er passende – overfor. Hvad mon det er, der i den grad engang imellem kan fremkalde et mindre værd, som er så fjollet?
Følelsen kom til mig i dag, da jeg læste en bog om et dejligt par som vandrer sammen i bjergene i Frankrig. De er bruger ikke blot tiden i bjergene, men giver sig også tid til hinanden på en smuk måde.

Reklamer