Tags

, , ,

Vigtig Per og den larmende familie underholdt ved aftensmaden

Vigtig Per og den larmende familie underholdt ved aftensmaden


Vi bildte os ind, at det var lidt køligere i dag, men ikke her til aften. På trods af at vi har tilbragt aftenen på stranden og først kom tilbage til vores logi kl. 21.30s sad vi sveddryppende ved bordet og arbejdede.
Min hjerne er nærmest gået i sort og nederlagsstemning truer. Ikke fordi jeg i dag var alene om, at bede om at komme på et nyt hold med et lavere niveau, men som sagt også fordi al energi og konstruktive tanker forlader mig i denne hede.
Jeg kunne med nød og næppe klarer mig gennem skoletimerne, skønt jeg må have set noget zombieagtig ud. Ikke specielt motiverende for de gode lærerkræfter.
Krøb igen langs husmurene hjem og forsøgte med lektier indtil de trætte og smertende ben forlangte at komme op i sengen og ligge. BUM! jeg faldt i søvn.
Ved stranden kunne jeg efter en svalende dukkert og til papegøjesnak lige klare at læse et dameblad og spise Lillians lækre aftensmad.
Nu håber vi på lavere temperatur – kun 29 grader og et bedre humør.
Må natten bringe lidt søvn trods heden og den stillestående luft. Mine tanker går til dem der skal bo i De Varme Lande og ovenikøbet arbejde der. Måske både sultne og tørstige. Jeg har kun et luksusproblem, som jeg ganske frivilligt har indladt mig på. Jeg tror godt, jeg ved hvad min mor ville have sagt nu: “Skam dig, at du klynker”.