Tags

, , , , ,

Så er vi så klar til at gå til sommerfest i skolen.

Så er vi så klar til at gå til sommerfest i skolen.


Tre studenter, en folkeskolelev som slutter og det foreløbigt yngste medlem af familien holder afslutningsfest. Hold nu op. Det er flot og stort tillykke til jer og alle jeres kammerater. Et mål er indfriet og nye baner for fremtiden kridtet op. Jeg bliver så begejstret over at være vidne til de mange smukke, unge menneskers afslutning på et forløb. Det er dejligt at vide, at vigtige mål er nået og nye skibe sat i søen. Gid det må gå jer godt alle sammen. Både dem vi kender og dem vi ikke kender.
Imidlertid kunne jeg godt få mine betænkeligheder, i dag, da jeg sad på tilhørertribunen og betragtede den måde, den spanske skole og middelklasse forældrene fejrede børnehaveklassernes – for det er det jo – afslutning. Måske rigelig stor applaus på det niveau. Hvad skal der så ikke til som årene går. Det syntes mig også at der var rigelig stor individualisme i forhold til sammenhold, solidaritet, samarbejde og loyalitet. Måske slet ikke elementer som spiller den store rolle på en privatskole hvor middelklassens børn går. Jeg er ked af det, for jeg er sikker på hver enkelt forældre er ok mennesker, sammen kom de imidlertid til at fremstå som overfladiske, der flashede deres tøjmærker, dyre smykker og smarte hatte. Så solidariske var de end ikke, at de første forældre blev siddende, og klappede til de sidste børns optræden. Manges opmærksomhed var også rettet mere på den mobil som hang i deres øre end på børnenes optræden på græsset eller de kiggede udelukkende på ungerne gennem en kameralinse.
Det er hårde ord, men i dag fornemmede jeg hvad det vil sige, at være et projektbarn, et statussymbol-barn. Ungerne så endnu ikke ud til at have taget skade og optrådte på den mest vidunderlige børnemåde. Uden krukkeri gik de seriøst til opgaverne og dansede, spillede og sang det bedste de kunne. Det var rørende.