Tags

, , , , ,

Så smukke de er, disse meget, gamle sherryglas. De fortæller historie.

Så smukke de er, disse meget, gamle sherryglas. De fortæller historie.


Himlen er svagt lyserød. Vinden har lagt sig og tusmørket kravler ud stille og roligt ud mellem træerne og begynder at danne mørke skygger. Højt oppe flyver nogle fugle. De ser ud til at lege, men måske fanger de føde i luften.
Alt er stille. Jeg holder vejret medens jeg skriver. Går pcèn i udu igen eller vil den være samarbejdsvillig lidt endnu. Den vågner og lægger sig i dvale på fuldstændig uforudsigelig vis.
Her sidder jeg så i den sene aften beæret over, at jeg har fået lov til at varetage ansvaret for 12 smukke, historiske sherryglas. Nu er de nypudsede og glimter i al deres pragt blandt andre gamle glas i mit skab. De fortæller historie og måske får jeg et billede af de oprindelige ejere fra hvem de er gået i arv til yngre generationer. Nu er det ikke mere så moderne at drikke sherry, men når man har besøgt Malaga, har man naturligvis en flaske af den helt specielle, tørre sherry der laves i byen stående.
I min salig afdøde svigermors tid, fik man altid serveret en lille sherry, før man gik til bords. Det var en herlig tradition, hvor vi sad stille omkring sofabordet og ligesom fik ro på og blev budt velkommen før middagen.
Som vanlig er der blevet nået meget. Jeg fik lige den sidste halvleg af Daminis og Louisiane jazz band, hvor gode venner ventede mig. Som de travle seniorer vi er blevet, går der måneder mellem vi får set hinanden. Det var dejligt og inden vi skiltes delte vi et måltid og et glas vin. Så er vi klar til at flyve ud i verden og glæder os til at ses igen og dele oplevelser på godt og ondt. Jeg bliver så glad og meget taknemmelig når jeg tænker på, at jeg har venner med en fælles historie langt tilbage. Tilbage til min uddannelsestid og dermed mine børns langtidsvidner. Der er altså nogen som husker dem udover deres forældre. Sådan er det ikke for os selv. Der er ikke flere jeg kan spørge om min barndom – de er væk nu.