Tags

, , , , , , ,

Til træsko tramp og spillemandsmusik gik solen ned i Roskilde Havn.

Til træsko tramp og spillemandsmusik gik solen ned i Roskilde Havn.


Dagene kan hurtig få ben at gå på og skønt det føles som sommeren næppe er kommet, rækker planerne pludselig langt ud i fremtiden. Af samme grund var jeg rundt i samtlige vandrebutikker i går for at søge det helt rigtig fodtøj til elendige fødder, som har fået for vane at give ondt af sig. Det er en værre uorden. For slet ikke at tale om sorgen ved at tangoen stille og rolig glider ud af mine hænder. Nu føles det næsten uoverstigelig og skræmmende at møde frem. Præstationsangsten har fået overtaget.
Til gengæld var der en som tog mig i hånden og gerne ville danse folkedans med mig. Det sidder lidt i benene og fødderne som det at kunne cykle – helt fra barnsben. Jeg vil ikke sige det gik fejlfrit, men i betragtning af at det var øvede dansere og jeg ikke har prøvet det i mere en 50 år, så var det ok. Ingen lagde mærke til mig og det er det bedste.
Det var i øvrigt fantastisk at opleve de mange glade spillemænd og kvinder. Jeg anede ikke at Roskilde har landets ældste spillemandslaug. Ikke mindre end 30 af disse gæve musikere leverede musisk til dans på Museumsøen og gør det hver eneste onsdag aften i juni, juli og august. Hvis jeg var jer ville jeg kigge på http://www.lirumlarum.dk og se hvad de har i posen. det er ikke kedeligt.
Udendørs dans er i det hele taget en herlig oplevelse og medens den sidste dans blev trådt, sank solen på smuk vis ned i havet bag havnen og fik de træet i smukke vikingeskibe til at lyse i mange forskellige nuancer, medens de spejlede i fjordens blanke vand.
Således motioneret på krop og i sjæl kunne dagen sluttes i glad forvisning om, at livet ikke er det værste man har.