Tags

, , , , , , , ,

En sø - et lykkeligt glimt - et øjeblik, der fylder rigtig meget.

En sø – et lykkeligt glimt – et øjeblik, der fylder rigtig meget.


Rønnebærtræerne lyser i solen udenfor mit vindue. De er meget røde og meget smukke. Svigersøn og barnebarn og Emma er taget afsted. De er alle sammen så søde og det var dejligt at have dem til middag.
I toget til Korsør i morges tænkte jeg igen på hvor heldig jeg er. Jeg har mulighed for at bevæg mig omkring. Er i stand til at nyde naturen, være i den, se på den, dufte den og smage den. Fik f.eks foræret en lille kurv friskplukkede blommer. En skøn lille buket gyldenris, der nu står og drysser gult støv på mit bord. Jeg har det godt. Min dejlige og helt vidunderlige 91. årige veninde og meget mere er også positiv. Det tvinger hun sig til også på de grå dage. Hendes helbred spærrer hende inde og forhindrer hende ofte i at komme ud i frisk luft. Således havde hun ikke kunnet gå ud og købe ind i denne uge. Der skal så lidt til. En ledsager, en lille menneskelig støtte, lidt samtale og lidt fællesskab. Men hun klager aldrig og nu hvor hun ikke længere kan se sit tv fra lænestolen og har måttet flytte kontorstolen helt hen til fjernsynet for at skimte hvad der foregår de lange alene aftner, siger hun: Man må se positivt på det. “Og nu falder jeg da i det mindste ikke i søvn om aftenen i min stol.” Underforstået, så ville hun falde ned af stolen. Jeg ville ønske jeg kunne putte hende i lommen og tage hende med hjem. Lige smutte forbi hende dagligt. Bare et øjeblik og af og til i lange øjeblikke. Hun er livsklog og livsbekræftende at tale med. Selv når hun taler om døden og jeg kan mærke angsten for at miste hende kommer krybende. Det er jo slet ikke til at forestille sig, at hun ikke længere skal være en del af mit liv. Men sjovt er det ikke altid med lange enlige dage og lange enlige aftner. Jeg er så glad for at hun er her endnu og deler så mange kloge samtaler med mig. Forkæler mig med hyggestunder og viser tillid og taler om de svære ting.
I dag spillede hun en af de smukkeste klarinet melodier for mig og fortalte, at den har hun danset elitedans til som ung. Hun var dygtig, smuk og dejlig. Det er hun stadig.
Der er rigtig meget at være glad for …………… i mit tilfælde.