Tags

, , , , , , ,

Turen til Italien slutter for mit vedkommende.

Turen til Italien slutter for mit vedkommende.


Den sidste dagsmarch for mit vedkommende gik fra Pieve Santo Stefano til Sansepolcro, så vidt jeg husker en tur på angivelig 25 km. Skønt vi også her blev i tvivl om vejen udfra rutens beskrivelse nåede vi dog via et langt stykke landevej og et industrikvarter til den gamle bykerne i Sansepolcro. Men først skulle det tjekkes om der var bus eller togforbindelse til omverdenen.
Jernbanestationen lignede noget fra det vilde westen med nedlagt billetkontor og højt græs mellem sporene. På det lokale turistbureau kunne vi ikke blive klog på om der kørt tog og hvornår, men vi kunne forstå, at der også var en rutebilstation. En rigtig venlig chauffør fortalte at jeg kunne komme med en bus til Perugia om et par timer og at man i baren solgte billetter.
Bevæbnet med et enkeltbillet til Perugia gav jeg mig til at vente og heldigvis dukkede der som lovet en bus op. Efter et par timer stoppede den på en tankstation udenfor Perugia og samtlige passagerer steg af og gik over i en anden bus, der skulle fortsætte til Rom. En anelse betænkelig blev jeg siddende og vendte igen næsen mod byen. Dog skulle der igen skiftes og glad var jeg da jeg landede på busterminalen. Herfra skulle der findes den rigtige bybus til togstationen. Det lykkedes også. Billetkontoret var lukket og de opslåede tider stemte ikke med dem der stod på skærmene, hvorfor jeg med sommerfugle i maven trak en billet til Firenze. Det vil sige jeg fik trykket forkert og måtte af med penge for to billetter – kunne ikke finde ud af at gøre det om igen.
Nu var klokken mange og først kl. ca. 22.30 landede jeg i Firenze. Soldater med skarpladte maskinpistoler gik rundt og blå betjente færdedes kun tre og tre. Det sydede og kogte, uden jeg kunne forstå hvad der foregik. En ung betjent sagde til mig, at jeg ikke burde færdes alene her og at stationen ville blive lukket kl. 0.1 og ikke åbnet før klokken 5 morgen.
I sidste øjeblik lykkedes det at komme med et tog til Bologne. Lidt over midnat ankom toget og heldigvis for mig lukkede man ikke her stationen, idet den sidste flybus for længst var kørt.
Det blev en lang nat blandt hjemløse og psykisk syge. Jeg følte mig heldig og fik en kop kaffe og noget vand. Det kan man leve længe på og jeg var efterhånden så svedig og træt af dagens strabadser, at jeg passede meget godt ind i billedet.
Klokken fem fik jeg plads i den første flybus og så til lufthavnen for at skaffe en billet til et fly hjem.
Det lykkedes også. Men jeg vil sige til folk, der agter at begive sig ud på denne camino, at de gør klogt i at sætte sig ind i hvor det er muligt at møde offentlige trafikforbindelser til byer hvor der går tog eller fly retur.
Og stadigvæk, hvis nogen vil gå turen giver jeg gerne mit kort over nationalparken og den ruter videre. Det kan blive en absolut forudsætning for at finde frem, hvis man falder af det spor, man håbede på at følge og der er mange eller ingen mærker, som det kan være svært at tage bestik af.