Tags

, , , , ,

Nu har Brøndby Kommune også deres Kulturnat. faktisk for 2. år i træk.

Nu har Brøndby Kommune også deres Kulturnat. faktisk for 2. år i træk.


Brøndby Kommune holdt i dag og aften sin 2. Kulturnat og et fint lysshow er stablet op på Nygårds Plads under træerne. De fineste billeder til smuk musik eller lyd tegner mønstre i natten, i træerne på pladsen og på vores husmur. Det var stemningsfuldt at spadsere rundt der. Imidlertid blev det en kort tur, idet jeg i Kulturhuset stødte på Brøndby Squaredanserforening. Tænk engang, sådan en har man faktisk her. Danseglad som jeg er, blev det til godt 2 timers lystig dans med smil og latter. Den ældste var angiveligt 90 og jeg følte mig som den yngste, et kid, men pyt med det. Det var så skønt at få rørt benene og få lidt motion ovenpå en stor frokost på Gitte Kik.
Af samme grund nåede jeg slet ikke at opleve resten af de spændende tilbud i hverken Kulturhuset eller i de øvrige bydele.
Nu har natten sænket sig. Huset er blevet stille. Det har været en god dag og der blev tid til at købe et par nye gummistøvler til efterårsferien. Et par med langt skafter, så nu kan regnvejret bare komme an og Mollys og min fisketur er reddet – tror jeg nok.
Det blev også dagen hvor overspringshandlingerne stod i kø og det lykkedes mig at undvige støvsuger, gulvvask og støveklud. Her i mørket kan jeg ikke se nullermændene snappe efter mig og de snavsede vinduer er nærmest forsvundet i ingenting. Når bare ikke solen skinner direkte på dem, er det ikke så slemt. Tænkt, at man kan få så lidt lyst til de husmoderlige sysler. Det havde jeg ikke troet om mig. Det er virkelig en udvikling, der forundrer. Mon det har noget med alder at gøre?