Tags

, , , , , , , , , ,

Nogen har råd til store og smukke mindesmærker, andre til små. Nogen er glemt for altid.

Nogen har råd til store og smukke mindesmærker, andre til små. Nogen er glemt for altid.


Det er sjældent køkkenpigen, købmandens cykelbud, daglejeren og hans 11 børn, den enkelte BZèr, de døde og lemlæstede menige soldater, pigerne der trækker i Istedgade, den tykmavede indvandrerkone og andre såkaldte almindelige mennesker, vi kan mindes.
De har ikke efterladt sig breve, dagbøger eller mursten og kunst. Ikke desto mindre burde deres gerninger og samfundsindsats tælle med, når vi mindes og gerne vil skrive historie.
Det blev jeg MINDET OM i aften på Den Sorte Diamant, i den første række af tre foredrag om brevet og det betydning. Og dog var det brev der gjorde størst indtryk på mig Pauline Olsens brev til en vis hr. Møller, som havde gjort hende gravid i 1848. Der var ikke blevet ryddet grundig nok op i hans private arkiver og dette brev, var ved en fejl ikke blevet destrueret. Og godt det samme. Den lille side, gav et utroligt indblik i fattige tjenestepigers situation, så vi kunne føle det helt ind i hjertet.
Overrasket og berørt blev jeg også over Jane Aamunds brev til Lone Kühlmann i 1994, hvor hun netop var blevet opereret for kræft i ganen. Til trods for smerter, besvær med at tale og sin hele situation, vidner brevet om en energisk, stolt og klarsynet kvinde, der med humor og overskud skriver til sin penneveninde. Hatten af, siger jeg bare. Og skønt hun vist ikke høre til de “lødige” forfattere i Danmark, fik jeg lyst til at læse en af hendes bøger. Der er gods i den dame.
Rørende var det også at se på indbydelsen, at der stod: Til minde om vores kære kollega Bruno Svindborg, Håndskriftssamlingen (1945-2016). Ham kendte engang og vidste slet ikke han var død.
Jeg tænkte tit på, da jeg var erhvervsaktiv socialrådgiver, at en af mine fornemmeste opgaver var, at give “mine klienter” stemme. Alle os der kan skrive og har ordet i vores magt på en eller anden måde, har en forpligtelse til at låne vores ord, pen og papir ud til dem, der har svært ved at beskrive deres oplevelser og plads i samfundet.
Det er jo alle disse historier fra det virkelige liv, som skal mindes os om, at behandle hinanden ordentlig, være venlige, hjælpsomme og lyttende.