Tags

, , , , ,

Når jeg færdes  under buen af disse træer, tænker jeg ofte, at det er mit "kirkerum".

Når jeg færdes under buen af disse træer, tænker jeg ofte, at det er mit “kirkerum”.


Jeg er ikke medlem af noget trossamfund og jeg kommer sjældent i en kirke. Jeg har mit helt eget kirkerum, som er en allé af træer hvorunder der er højt til loftet. Hvor lyset altid er helt specielt og hvor skyggerne spiller en stor rolle. Nu farves rummet af gule, røde, brune og grønne farver i et pragtfuldt mønster. Om vinteren ses himlen gennem et filigranmønster af grene og kvist som strækker sig mod den blå eller sorte himmel. Når der er sne bliver der helt stille på sin egen sære måde. Og om foråret fyldes rummet af fuglekvidder og en leben af liv.
Her er godt at gå og at cykle. Godt at tænke. Her bliver man som beskuer beriget og belønnet og der er altid nye opdagelser at gøre.
De bønner jeg sender afsted, kan sendes mange steder fra. Problemet er at adressere dem og tro på, at det hjælper noget. Det hjælper måske mig i den situation. Alternativerne kan føles lidt mangelfulde.
Jeg har engang troet på noget, nemlig at det var muligt at ændre samfundet til det bedre og fordele ressourcerne meget mere ligeligt. Det er svært at tro på nu, i hvert fald i min levetid. Og det gør mig egentlig lidt rodløs. Jeg prøver at tro på kærligheden, men det er ærligtalt heller ikke altid gået så godt. Altså den romantiske kærlighed mellem to voksne. Derimod synes jeg det ser ud som om den trives rigtig godt mellem børn og voksne og mellem flere voksne, som ikke blander romatik ind i foretagenet.
Så bliver der lidt tomt indeni. kroppen og sindet bliver lidt træt og lidt eftertænksom. Og spørgsmålet rejser sig: “Har jeg fat i den lange ende af mit liv eller flyder jeg bare med?” og må man gerne det?