Tags

, , , ,

Set far min skrivebordsstol en kold november aften.

Set far min skrivebordsstol en kold november aften.


Øv! Nogen larmer med en boremaskine, medens jeg lytter til Cohen. Vist en mindeudsendelse med nogle af hans smukke og dobbelttydige sange. Udenfor står fuldmånen op over de snart nøgne træer. Radiatorerne sender varme ud i rummet og jeg kommer i stearinlyshumør.
Eftermiddagen blev brugt til en sund og helsebringende tur rundt om engen i solens stråler. De flotte blade farvede græs og jord i varme farver. En god samtale om det svære og sære liv og de udfordringer der på skift rammer os alle, var en del af turen.
En lille tur på kirkegården for at huske de døde med en juledekoration og sende kærlige tanker til et menneske, som har bidraget til min historie.
Cohens hæse stemme lyder i baggrunden. Kan han overhovedet synge? Skidt det lyder godt og han får det til at vibrere indeni. Jeg fyldes med en underlig længsel – efter hvad? “Efter at dræbe de falske stemmer, som visker i baggrunden”.
Nogen bliver sikkert fornærmet, men er der noget Johnny Cash over stilen? Ham husker jeg faktisk bedre end Cohen. Imidlertid regnes de vist ikke lige værdifulde, sådan kvalitetsmæssigt?
Det er hårdt arbejde, at holde sig på livets bright side, oven i købet hvis det skal berige og hjælpe andre mennesker til at udholde deres sår og smerte. Nogle af sangene stemmer mig en anelse depressivt og dog lyser der en livsklogskab og filosofisk meddelelse om lys for enden af tunnelen ud af de tekster, jeg hører påny.
Jo, der stilles store krav om at overkomme sit eget lille, egoistiske liv og skue fremad og overkomme frygten for fremtiden. Det er bestemt ikke tiden at dyrke fortvivlesen, så hellere blive vred og handle. Vi må være empatisk og ydmyg, handlekraftige og stærke. Men derfor kan man jo godt melde sig ud indimellem og samle kræfter til endnu et favntag med det krævende liv.

Reklamer