Tags

, , , , , ,

Esben Hanefelt i samtale med Dorris Ottesen på Bogmessen søndag.

Esben Hanefelt i samtale med Dorris Ottesen på Bogmessen søndag.


“Hvordan ser døden ud”, funderede Esben da han skulle illustrere H.C.Andersens kærlighedseventyr og malede derefter døden som en mand i lang sort frakke, med høj hat og et langt hvidt skæg. “Han gør jo kun det han er blevet bedt om og er ikke ond.”
Esben er min helt og jeg elsker ham og hans kunst. Endelig lykkedes det at møde ham i egen “høje person”. Fantastisk! Juble, juble.
Det er mange, mange år siden jeg stødte på hans kunst for første gang. Det var på en vin eller madmesse, hvor jeg pludselig så en flaske rødvin med den skønneste edikete, som han have lavet. Jeg købte på stedet 12 flasker og husker intet om indholdet. Kun at jeg hægede om de flasker og havde dem i lang, lang tid. Senere på vej til Læsø gjorde jeg engang holdt et sted uden for Sæby – tror jeg. På en slags kunstmuseum. Og tænk engang alle rum var fyldt med de fantastiske billeder fra Esens hånd. Åh! Hvor ville jeg gerne have købt dem alle, eller blot et enkelt.
Så fandt jeg ud af at Esben illustrerede børnebøger. Her kunne jeg være med og i 2001 købte jeg Den Lille Havfrue, som jeg ofte dvæler ved. Ved et tilfælde gjorde jeg også den opdagelse at Galleri Knud Grothe viser Esbens dejlige billeder, når det sker lusker jeg rundt i timevis og kigger og drømmer og engang gav Knud mig endnu en flakse rødvin, som den jeg ejede for længe, længe siden.
I 2007 måtte jeg flytte fra mit skønne hus til en lejlighed. Det var jeg dybt ulykkelig over, og jeg måtte finde på drømme og ønsker, der kunne gøre det dejligt også at bo på den måde igen. En af mine drømme var og er, at få Esen til at illustrere døren til mit toilet på den indvendige side. Tænk at kunne sidde der og drømme sig væk i de eventyrlige landskaber. Flyve med hans fugle og i stilhed holde af hans underlige lille fisk. Jeg begyndte at spare sammen til min drøm. Skønt, jeg har jo slet ingen anelser om hvad sådan noget vil koste. Jeg gik så vidt, at jeg prøvede at finde Esbens telefonnummer og ringe og spørge ham. Modet svigtede. Han ville måske tage det som en fornærmelse.
Så i dag begav jeg mig til bogmessen for blandt andet at høre Esen fortælle om sine illustrationer, H.C.Andersen og om sin tro. Jeg bed hovedet af al skam og spurgte ham og han blev slet ikke vred. Til gengæld kunne han fortælle, at han netop er ved at lave ikke mindre en 12 døre til en anden mand. Jeg har ofte været pioner og kommet først med en ide, det er bare ikke så ofte de er blevet ført ud i livet.
Nu måske, engang – håbet er jo lysegrønt og Esben er et virkeligt rart menneske, at tale med. Han sagde jeg gerne måtte ringe.