Tags

, , , , , ,

November vejr. Fugtigt, gråt og lidt kedelig.

November vejr. Fugtigt, gråt og lidt kedelig.


Månen, den smukke, storartede måne, hænger bag et tykt slør af gråhed på den nattesorte himmel. Regndråberne falder under lygtepælene og pytterne lyser blanksorte på asfalten.
Der er også noget gråt og diset indeni. En ugidelighed, en snært af noget trist og magtesløst. Jeg har svært ved at hive mig selv op ved hårene. Det ender med mange timer på sofaen med en bog i en dvaleagtig stilstand. Der er ting jeg burde gøre, som jeg udsætter. Orker ikke at tage fat på løsningen af dem. Som en struds stikker jeg hovedet ned i et hul og håber de forsvinder – opgaverne. Energien siver ud af stortæerne, ingenting bliver til noget. Jeg mangler en passion, jeg mangler et eller flere mennesker til at aflede mig. Nej! På den anden side, her skal ikke afledes noget, jeg skal igennem det. Jeg hører den voksne sige til barnet: “Det er godt at kede sig, så sker der sikkert noget interessant bagefter”.
Er det tomheden der larmer? Er det selveste meningen med livet, der igen ønsker at tage en alvorlig snak med mig? Ikke spilde tiden, jamen er det da spiltid eller er det en god investering at gå i slumre mood? Er jeg bare ramt af stress kulturen, hvor man skal løbe hele tiden og have travlt? Løbe væk fra at føle noget, også de grå tanker og følelser?
Jeg mærker flere ideer til fremtidsprojekter rumsterer derinde et sted. Så helt galt står det vel ikke til? Men så får jeg igen den der følelse af, at jeg må udnytte tiden, medens jeg har den. Som om tiden bliver væk fra en? På den anden side tælles livet ikke i dage eller i timer og minutter, men i de øjeblikke jeg er levende på godt og ondt.
Jeg tror, jeg vender tilbage til min bog og ser om det er bedre i morgen.