Tags

, , , , , , , ,

Stranden er forladt og havet helt alene og øde - på overfladen.

Stranden er forladt og havet helt alene og øde – på overfladen.


Armene er nubrede og fyldt med kradsemærker. Det bløder og klør så jeg er ved at blive skør. Hvorfor skal der være mere end 6 ugers ventetid på at komme til en hudlæge. Det er jo skrub skørt. Hudproblemer skal optimalt kigges på, diagnosticeres og behandles når gener og symptomer sætter ind?
Cremen hjælper ikke. Antihistaminen hjælper ikke. Jeg får en følelse af at det danske sundhedsvæsen ligger i ruiner. Det er en myte, at det er verdens bedste.
Den følelse bestyrkes yderligere efter at have slugt bogen, Mænd der mister, af Mads Christoffersen.
Oplevelser jeg selv har haft med meget syge venner og veninder der skulle gennem det helvedes system med lægelig uenighed om diagnoser og behandlingsformer. Mangelful kommunikation imellem afdelinger og specialer, fortravlet personale som ikke sætter sig ind i patienternes sygehistorier og/eller ikke lytter til dem der har skoene på. Der er tale om dødelige ventetider og katastrofale fejlbehandlinger. I systemet bukker syge og pårørende under og får selv ikke små ønsker og behov opfyldt.
Jeg får revet op i fortrængte minder, men alligevel er bogen væsentlig og vigtig. Det er sjældent mænd fortæller indefra og måske er det fineste budskab.
Et budskab fra mand til mand.
Så vidt jeg kan læse mig til ud af disse beretninger er mænds sorg og sørgeproces ikke væsentlig forskellig fra kvinders, men det har de måske gået og troet og af samme grund følt sig afsondret og lidt isoleret.
Alle historierne har et langt forspil, som også dette, synes mig bekendt uanset køn. Det der undrer mig ved næsten samtlige fortællinger er, at alle mændene omtaler deres afdøde koner som deres elskede. Det er så smukt og varmt og det uanset om de har været par i fra 15 til 34 år. Det bekræfter jo kun, at det er muligt at holde hinanden ud i et udviklende og kærligt forhold i mange år. På et tidspunkt hvor man nærmest får opfattelsen af at livet er en lang skilsmisse.
Det andet der undrer mig er, at vist samtlige eller næsten alle mænd umådelig hurtig efter de har mistet deres hustru forelsker sig igen og uden større betænkeligheder indgår i nye forhold. Det største problem i den forbindelse synes at være angsten og ubehaget ved omgivelsernes og børnenes accept af, at de igen er forelskede. Sorg og forelskelse kan altså godt forenes, her behøves ingen længere karenstid eller et liv i cølibat. Måske er det det virkeligt forskellige fra når kvinder mister.