Tags

, , , , , ,

Ufattelig skønhed og håndværk af allerbedste kaliber.

Ufattelig skønhed og håndværk af allerbedste kaliber.


Så sidder jeg der. Bænket ved et fint bord med lækre økologiske snacks. Købt fordi de unge ved, at jeg bedst kan lide det på den måde. Vi drikker kaffe af store, nye kopper og der er sat glas til vand frem. De levende lys spejler sig i vinduetglasset og sender varme stråler rundt i stuen. Det er virkelig rørende og ganske forunderligt, at være gæst hos det unge par.
Den unge vært er mit ældste barnebarn. Ham jeg husker som en lille trold, der altid sad med sit store kim Larsen smil og grinede en i møde. Nu er han en fornuftig og køn ung mand på vej til at skabe sin egen tilværelse med kæreste, uddannelse og bolig.
Hvor bliver tiden af?
Det var dagens højdepunkt og hjemme igen, er det svært at finde en grimasse, der kan passe. Jeg mener, jeg ville så gerne at nydelsen ikke slap så hurtig op. Nu er jeg tilbage i min egen rede og kan snakke lidt med mig selv. Er det nu jeg burde synge en sang. Nej! Det gider jeg altså ikke.
Får lyst til at kigge flere minder og falder over fotos fra turen til Uzbekistan. Der var så mange ufattelige smukke bygninger, at jeg næsten ikke forstår de er menneskeskabte. Og fra en tid uden betonelementer, kraner, buldozer og hvad det alt sammen hedder.
Jeg tænker på de smukke, smukke kakler, mosaikkerne, træskærearbejdet, malerierne, de vævede tæpper og broderierne. Hvilken rigdom og kunst. Tænkt hvis vi lod de mange ledige hænder får lov til at lære de gamle håndværk og bruge tiden på det. Hvilken glæde. Nu går tankerne tilbage til min barndom igen, hvor jeg hele december måned ofte opholdt mig hos min mormor for at lave julegaver. Hun lærte mig at brodere. De fineste korssting. Fladsyning. Hardangerbroderi og hvad det nu hed. Hun lærte mig at strikke og hækle. Senere lærte jeg at klippe og sy. Min mor lærte mig at arrangere blomster. Hendes stuer var helt utroligt smukke i december med dekorationer og lys.
Hvis denne stemning holder til medio december, når jeg atter er tilbage her, ender det med at jeg pynter stuen til jul. Det er længe siden jeg har gjort det.