Nytårsaften stunder til.

Tags

det stormer og døren skal bindes fast, flotte udsigter og dejligt vejr, jeg slapper af efter en dejlig dag, mørket falder på og bjergene bliver sorte, nytårsaften i Hermigua

Bjergene begynder at blive sorte. Bananpalmerne svejer i stormen og døren knirker og har svært ved at holde lukket i blæsten.
Jeg har fået et sparsomt bad, sådan er det at bo øverst, når alle kommer hjem fra bjerget.
Vi klarede 900 højdemeter og 13. km i den smukkeste sol mellem 25 og 27 grader. <turen begyndte i Vallehermoso, som betyder den smukke dal og det var den bestemt. Vi er helt nord på nu og efter indkøb af dagens frokost hos Spar købmanden, gik turen op over bag den smukke kirkegård, Byen ligger ved foden af en vulkanmonolit Roque Cano og langs kløften vi bevægede os langs fyldte daddelpalmer og enebærtræer godt i landskabet. Der var i formiddagstimerne udsigt til Teide på Tenerife, hvis man huskede at vende sig om og kigge bagud en gang imellem og ikke konstant have snuden i sporet. Men man skal stå stille nå man gør det. At gå her kræver koncentration.
Jo højere vi kom op jo stejlere blev det og vegetationen blev tæt. Bambus, trylleskov og noget af det ældste lauerbærskov, der er tilbage i verden findes her.
Efter 500 højdemeter kom vi til bjergkammen Tesselinde og helgenskrinet Ermita Santa Clara. Her i solen med udsigt over det dybblå hav og til nogle hippiers nytårmusak arrangerede vi vores frokost. Sådanne øjeblikke er helt ubetalelige og jeg føler mig så fantastisk heldig, at jeg får lov at opleve så skøn natur. Turen fortsatte med udsigt til kysten, palmelunde, gigantiske kaktusser, der i den grad bærer frugt. Jeg må huske at købe et glas kaktusmarmelade med hjem.
Vi nåede Vallehermoso lige i tide til at kaste os ind over barens dørtærskel før den lukkede. En kold øl gjorde godt medens vi ventede på bussen som bragte os hjem til vores forblæste logi. Nu stormer det for alvor. Jeg skal have tøjret min dør, før jeg begiver mig afsted til nytårsaften på en restauration med 5 retter og vin her om en times tid.
Nu ønskes I alle en godt nytår. Jeg siger jer tak for året der gik og glæder mig til nye oplevelser med jer i det nye år.

Reklamer

Kig ned i Helvedeskløften

Tags

brugt af arbejdere og dyr, dagens tur ca. 900 meter op, den røde er ikke god, god tør vin, hæs-blæsende sejlands til La Gomera, kilometer af stengærde og terrasser, masser af hulder, skal sove me usgit til banaplantage, smukke, smukke landskaber, tærskepladser og 300 år gamle huse

Nu sidder jeg i min seng i et hotel på la Gomera i en lille by ved navn Hermigua i en frodig dal. Hotellet er i fire etager, jeg bor på fjerde og går kun en etage op fra gaden. Det er mørkt, men jeg aner en storslået udsigt over en frodig dal/Vale alto.
Aftensmaden er blevet spist på familiens restauration ikke langt herfra. Linse suppe, tunfisk og den helt særlige melbudding, som er nærmest en grundsubstans her – altså melet.
Dagen er blevet brugt til at vandre i et gammel kultur og historielandskab med fyrreskove, høje klipper, gamle tærskepladser og 300 år gamle huse og huler. Det blæste en stiv pelikan og det gør det stadig. Jeg skulle virkelig tage mig alvorlig sammen på flere udsatte steder for ikke at blæse væk. De tidligere så frodige terrasser med grøntsager, korn med videre, som blev dyrket her, ligger nu øde hen. I gamle dage var der sne på Teide min. 4 måneder om året, nu er det nærmest 4 uger og dermed er her ikke smeltevand nok til dyrkning. Desuden ledes den smule vand som er her ned til de mange swimming pools på sydspidsen af øen hvor turisterne befinder sig. En trist oplevelse, men man flytter naturligvis sin produktion hen hvor der kan tjenes flest penge.
Der var fantastiske udsigter på dagens tur. Ud over havet, op til Teides top, ned i den dybe, dybe kløft og det det særprægede landskab, som dog var langt mere afvekslende og grønt end det vi oplevede af vulkanlandskaber omkring Teide.
Vandreturen fik en ende efter en blæsende picnick, i det grønne, hos en vinbonde, der i flere generationer har dyrket økologisk vin. De hvide vine smagte dejligt. Tørre, frugtige og glasklare, men de røde er ren rævepis efter min mening. Alt for unge. Det var lige før jeg mistede gebisset af, at smage et lille glas.
Nu måtte vi tage afsked med vores søde og dygtige guide og gå ombord på den store katamaranfærge som skulle fragte os til La Gomera.
Jeg slugte en søsygepille, tog mine armbånd på og klemte øjnene fast i og slog dem ikke op igen før vi lagde til. Kom over i fin stil og er nu så træt, at jeg er ved at falde i søvn ned i tasterne.

Hjem fra Teide i høj sol og iset føre.

Tags

ØV! højdesyg igen. Det er meget ubehageligt, en iset nedstigning og sen frokost, en omsorgsfuld guie og hans hjælper gjorde deres yderste for at vi nåede toppen, et koldt bjergherberg med poseaftensmad og istapper på sovesalen, om foråret er her fyldt med smukke blomster så langt øjet rækker, tidlig op til solpgang, utrolige klippe og vulkan landskaber, vi drak en honningrom til godnat

Det blev lige på og hårdt. Første dagstur med fuld oppakning til en meget kold nat i 3260 meter i gen bjerghytte Alta Vista uden megen komfort.
Efter en udmærket morgenmad gik vi ombord i bussen som fragtede os til 2350 meter og et imponerende lavalandskab med snedækkede Teide knejsende i baggrunden. Vi kunne nu se frem til 900 højdemeter fordelt på ca. 8 km og en vandretur på ca. 5 timer. Først hilste vi på vores dygtige og omsorgsfulde lokale guide og to af hans venner, som ville gå med op. Det skulle vise sig at blive afgørende for et par stykker af os.
Landskabet og de fantastiske klippe eller lavaformationer, den særprægede vegetation gjorde et stort indtryk på mig. Der har været gang i den her for sidst 180.000 år siden. Vulkanen er endnu levende og der har været udbrud rundt omkring Teide i andre kratere. selve kraterkanten er på siden steder endnu mellem 6-10 m høj. Andre steder er den skredet sammen, men det gamle krater som vi kørte omkring er, så vidt jeg husker 17 km i diameter. Efter at have kigget og slidt omkring og naturligvis selv fotograferet Roques De Garcia en hel særlig lavablok som findes på alle postkort herfra, begav vi os afsted. I 1660 meters højde kunne vi kigge på Teides æg. Gigantiske sorte lavakugler som Teide i sin tid har hostet op og som ligger urokkelig på samme plet.
Vi var glade for de lange underbukser og den vindtætte jakke. Blæsten var kølig og det var koldt at sidde stille under indtagelse af frokost i det grønne.
Herefter begyndte den noget stejlere opstigning af en snoet sti og et iset og noget usikkert underlag. Desværre blev jeg for alvor igen højdesyg omkring de 2900 meter og havde det ikke været for guidens venner, som tog min rygsæk og en utrolig omsorgsfuld og dygtig guide, var jeg næppe nået til tops. Det måtte et par stykker mere sande. En udover mig blev højdesyg, herudover måtte nogle nok se i øjnene at turen var undervurderet. Jeg gik en frygtelig nat imøde med hovedpine af stor styrke, feberagtig frysen og en krop som led alverdens kvaler. Det er så sidste gang jeg skal på en høj tur. ØV!
I morges skulle vi have været afsted kl. 0.4 til toppen yderligere 500 m oppe og derfra med en kabelbane ned. Men grund af vejret var der lukket og vi måtte samme vej tilbage. For nogen en udfordrende oplevelse på den smalle og isede sti med stejl stigning de første 2½ time. Heldigvis fik jeg det bedre og bedre og havde ingen problemer
I morgen går turen til Helvedes Kløften og derfra til båden over til La Gomera, hvor 3 dages spændende vandring venter os.

Godnat fraVilaor

Tags

gruppen tæller 18 personer. Heraf 2mænd med koner og 1 singlemand, her er koldt, nårde at gå en lille tur i byen før mørkets frembrud, rigtig spansk, stejle gader og resterne af en gammel mølle, tidlig op i et forsøg på at bestig Teide, vi bor nu 1400 meters højde

Desværre er det ikke muligt at vise et enkelt billede herfra. Teknikken driller. Men jeg sidder på et iskoldt værelse på ægte spansk manèr. Der findes en radiator, men den dur ikke og vinduer og døre har store sprækker ud til den friske bjergluft. Jeg vil tro mærket derude gemmer på ca. 8-9 grader. Indtil nu har det været spørgsmålet om vi kunne gå på Teide i morgen. Dårligt vejr med is, stærk vind og sne har været på tale. Nu er der meldt klar bane, men mine tænderklaprer allerede, der kan være -14 grader deroppe og med vinden forfra kan det blive en rigtig strid omgang.
Ok. Jeg er igen gået frivilligt ind til udfordringerne. Og håber på det bedste.
Nu er jeg i Vilaflor. Spaniens højest beliggende bjerglandsby, med ca. 1850 indbyggere. Byen er en lang hovedgade med sideveje. Her er et lille torv, en gammel kirke og resterne af en mølle. De ældste rester af byen dateres tilbage til det 16. århundrede. Vi kan se havet, bjergene og masser af vinmarker når vi går op af de stejle gader. Så sejle, at jeg ikke tror man kan cykle her. Mællen har sikkert været brugt til at male øens berømte mel. Gofio, der er en melblanding af ristede kornsorter og bælgfrugter. Der kan være helt op til 7 kornsorter. De oprindelige øboer Guancherne piste Gofio rørt op med dyrefedt, men kun fantasien sætter i dag en grænse for hvad det anvendes til.
Her til aften fik vi det som forret, rørt til en slags postej, fyldt med hvidlæg og med en slags persillepesto på. Udmærket. derefter fik vi en grøntsagssuppe eller tynde gule ærter. En hvid, torskelignende fisk steg med masser af bløde løg og til slut en budding med frugtsovs. Masser af mad. Det var dejligt. Jeg havde ikke spist siden i morges og trængte virkelig til noget energi.
Pensionatet vi bor på ledes af en søn til en slags fru Hyacint og hendes mand. Det er ikke kedeligt. Huset er gammelt og i sin næsten oprindelige stil tilbage fra før Franco og fyldt med al muligt gammelt brugskunst. Udstoppede gedebukke og masser af lokale gæster og enkelte vandrerturister udover os.
I morgen skal vi sove på Teide i et gammelt herberg med sovesale – om alt går efter planerne. Derfor vil jeg gå til køjs nu og lade op til bestigningen i 3260 meter. Kraterkanten i 3718 når vi først i overmorgen. men derfra bliver der ikke noget skriveri.

Før jeg letter

Tags

daddelplamer og enebærtræer, et af verdens ældste skovområder findes på La Gormera, guanches er navnet på de indfødte, jeg skal sove i en bjerghytte ikke langt fra vulkankrateret og se på stjernerne, Tenerife og Gomerea by ben, urskovene er som eventyrland eller spøgelsessteder afhængig af vejret, vi skal nå toppen af Teide 3.718 m, vinmarker

Der var gang i blæsevejret ved Damhussøen og engen og det bliver værre endnu.

Det blev en ordentlig blæsevejrstur omkring Damhussøen og engen i dag med to skønne kvinder, som ledsagere. Hovederne blev luftet og alle julen glæder og overraskelser delt med smil og højt humør.
Nu er kufferten så endelig pakket færdig og forhåbentlig er intet glemt. Vandrestøvlerne rejser jeg i, så de ikke bliver væk undervejs og i morgen aften ved denne tid befinder jeg mig i en lille bjerglandsby Vilaflor, som daterer sig helt tilbage til det 16.århundrede. Morgenen efter begynder vandringen for alvor og vi tager turen langs Helvedeskløften ( Barranco del Infierno) Der bliver nogle stejle nedstigninger. den 29 og 30. december går turen op til vulkankrateret Teide. Spaniens højeste punkt 3718. Jeg er ikke god til at gå op af mere, men håber naturligvis, at jeg klarer den. Jeg vil så gerne sidde på toppen under stjernerne og sende gode tanker hjem til jer alle sammen.
Nytårsaften er vi nået frem til øen La Gomera og bruger hele nytårsaftensdag til at vandre i Den Smukke Dal. Jeg skal huske at medbringe en rose som offergave til helgenskrinet Ermita Santa Clara. her ligger palmelunde, gigantiske kaktusser og million år gamle vulkanske basaltsøjler spredt i landskabet.
Så vidt jeg ved skal vi også gå gennem en laurbærskov. Den eneste der er tilbage i Europa.
Beskrivelserne af det smukke og fremmedartede landskab, skaber virkelig gode forventninger og skønt det bliver koldt og regnen kan være kraftig, ligesom der ofte er blæsevejr, frygter jeg ikke turen. I de lavere liggende områder er der op til 25 grader, hvis vi er heldige.
Om alt går godt forlader jeg altså det stormomsuste Danmark tidlig, tidlig i morgen og vi ses ikke igen før ind i det nye år.
Måske får jeg mulighed for at skrive undervejs, men ved at der flere steder ikke vil være forbindelse hverken til telefon eller pc.
Det sikreste er derfor at ønske jer alle en god nytårsaften og et fredeligt og lykkebringende nytår.

En mor er som en planet i et stort solsystem

Tags

andre mennesker indtræder på moderens plads, at være teenager er hård kost, det er det også at være teenagermor/forældre, kan vi ikke trylle den tid væk, mødregrupper og netværk til store børn burde være et must, som forældre og mor skubbes man længere og længere ud i solsystemet

I dag for 31 år siden tabte jeg i Matador, fordi jeg var nødsaget til at forlade spillet og føde denne dejlige gut.

Det har været to dejlige juledage og jeg føler mig heldig, næsten lykkelig og meget glad, fordi jeg har sådanne dejlige børn, svigerbørn og børnebørn at fejre juleaften og fødselsdag med.
Naturligvis savnede jeg dem, der ikke var der. Jeg holder så meget af at samle “min flok”. Det husker jeg også min mor holdt virkelig meget af. Hun sled sig gerne ned til størrelse som Tommeliden, for at holde juleaften for 5 børn, svigerbørn og et hav af børnebørn. Tak til min store pige, for at have overtaget dette vigtige ansvar.
En ting skar mig i hjertet, det var at opleve hvorledes teenager børn, kan gøre deres mødre kede af det og få dem til næsten at lide. Skuffelse, afmagt og fortvivlelse blandes i et tappert forsøg på at udholde den skæbne, der følger med at være mor i de år. Hvis jeg kunne, ville jeg trylle den periode væk. Man kan nok så mange gange forsøge at hejse sig op ved hårrødderne og prøve at undslippe selvbebrejdelserne over alt det man tror, at man har gjort forkert og alt det man tror, at man ikke gjorde, men skulle have haft gjort.
Børn og unge har brug for at føle sig elskede og holdt af, men det har mødre også.
Som bedstemor ryger man endnu længere ud i periferien. Hvis man tegnede en lille prik på et stykke hvidt papir og en cirkel udenom med to prikker, kunne det illustrere
barnet med sine forældre. Så kommer der flere cirkler, man ryger ud i de yderste baner om den lille, nu store sol. Indercirklerne bliver først til vennerne, så til andre vigtige voksne i barnets liv, så til kærester, dernæst til egne børn og til sidst svæver man rundt helt derude, hvor man nærmest er udenfor solsystemet. Sådan er livet. Af samme grund kan I nok forstå, at jeg kan gå på hænder og stå på hovedet, når jeg har den lykke, at komme tæt på og føle mig som en ok mor.

Glædelig jul til alle dem jeg kender og til alle dem jeg ikke kender

Tags

glædelig jul til alle jer derude, hvilken god begyndelse på den 24. december, mange gode ønsker om en fredelig og bedre verden, men nyde nu, pas godt på jer selv og nyd denne dag og aften, vi kan ikke ændre i går

Julestue med et afrikansk touch og genbrugslampe med små køer.

Solen skinner, græsset lyser irgrønt. Skyggerne er lange og det er juleaftensdag. Radioen spiller god jazz og jeg blev så glad , at jeg næsten kunne tude, da jeg fik glad melding fra den spanske promenade, hvor Elton kørte i barnevogn med sin mor og Molly susede rundt på sin cykel sammen med faderen, der træner skate board. Desuden havde jeg lige set en film af dansemusen på slap line. Hun giver den gas med sin gode ven. Hun skal bestemt være noget ved musikken.
Dernæst ringede svigersønnen. Han henter mormor til juleaften. Hvilken service. Ikke for det. jeg synes ofte det er meget, meget hyggeligt at køre i tog jul og nytår. Folk er så venlige. Tænk hvis de ville overføre det til årets andre 364 dage. Det ville være en sand fest at bruge de offentlige trafikmidler.
Nu ønsker jeg alle dem jeg kender på bloggen og de endnu flere jeg ikke kender en rigtig glædelig jul. Tak fordi I har læst med. Nogle af jer har været med helt fra begyndelsen, andre er kommet til.
Jeg sender hver og en af jer en kærlig og taknemmelig tanke og ønsker for dem, hvor året har været op af bakke, at der vil komme lidt mere medvind på cykelstien i 2017 og med håbet i behold, vil jeg vælge at tro på, at vi alle igen kan kæmpe os frem til bedre tider. Blive rummelige og kærlige overfor de mange mennesker, som ikke selv har valgt at de skulle flygte og alle de som ikke bare lige har fået livet til at fungere. Den største glæde, er dog at se andre blive glade. Den bedste gave, er den vi giver til andre og jeg er sikker på, at den venlighed vi viser overfor mennesker, kommer tifold tilbage til os. Vi skal bare turde prøve det.
Nu vil jeg nyde julestuen for sidste dag. I morgen skal det pakkes væk, så det ikke står her når jeg kommer hjem fra min næste rejse, thi da er vi inde i det nye år og her varer julen ikke til påske.

Med håbet som lanterne

Tags

Arken på en lillejuleaften, Bigum og Gerda Wegner, håbet som lanterne, papirpenge som styrer verden, socialpolitik altid af en og samme grund

Måske er han en nisse, måske er han noget helt andet.

Havde jeg ikke siddet på min stol, ville jeg have sat mig omgående da jeg pludselig hørte – var det formanden for Saxo Bank – udtale at der skal andre boller på suppen, hvis man skal undgå social uro og virkelig ballade i Europa. Det er naturligvis ikke nyt, Steinke forstod det i 30`erne og flere med ham. Social- og arbejdsmarkedspolitik har aldrig handlet om, at være god ved arbejderklassen, men om at undgå ballade og virkelig uro i rækkerne. Nu begynder erhvervslivets ledere og ledende bankfolk, at sige højt, at skal der ske en stigning i forbruget, er man nødsaget til at udbetale en ordentlig løn og behandle arbejdskraften ordentlig – ellers ingen vækst.
Jeg havde ikke set, det komme fra den kant, men håbet om forandrede tider skal være min lanterne. Måske er der alligevel bedre tider på vej, et oprør mod det gale samfund, hvor papirpenge styrer politikken og hvor ordentlighed ikke længere er det det normale.
At solen samtidig skinnede på denne lille juleaftensdag, gjorde bestemt sit til at humøret har været højt.
Med udsigt over vandet besøgte jeg så Arken, denne stille og fredlige dag for at se Bigum`s billeder. Jeg har altid syntes at hans billeder var sjove, men helt ærlig når man ser så mange af dem i rap, forekommer de mig egentlig lidt kedelige til slut. Skønt det er store billeder, farverige og bestemt interessante, så forekom de mig egentlig at være bedst egnede som illustrationer til tegneserier, som jeg ikke læser. Måske var det også sådan det startede og hvornår de voksede til malerier kender jeg ikke historien om. Men nu er de set og faktisk er jeg lidt stolt af at en vestegnsdreng også kan gøre sig gældende på de bonede gulve.
Derefter løb jeg igen en hurtig tur gennem Gerda Wegners udstilling, som er lidt mere afvekslende om end begge kunstnere, efter min mening, skaber bedre illustrationer end billeder til at hænge på væggen.

Hvordan går det til?

Tags

drømme og mål der skal handles på, gavegivning genoplivet til fordel for en ged, jeg gentager et nytårsfortsæt, julemusikken spiller og lysene spejler sig i ruderne, krællerne er klippet og bobbet, read light distrikt på min altan - det er en fejltagelse

Vi kommer ikke udenom det. Julen 2016 er nært forestående.

Jeg virkelig ikke hvordan det går til. Jeg skal jo ikke være ansvarlig for julearrangementer og rejser min vej allerede en 27. december og holder mig væk til efter nytår. Så hvorfor skal jeg så foretage så mange indkøb? der er hele tiden en småting eller to, der skal hentes og ordnes og hundredekronesedlerne forslår som ingenting. Tænk på alle dem, der ikke bare kan rive penge ud af pungen, men skal vende og dreje hver eneste femkrone for at kunne gøre børn glade og få mad på bordet. Og alligevel hygger jeg mig gevaldigt i år og har lykkes med at vise min juleudstilling frem til flere personer. det er dog mageløst. Ind imellem sætter jeg god julemusik på, går til frisør og får rettet på krøllerne og klippet pandehåret. Nu om snart, skal jeg pakke julegaver ind. Det er også nyt. Vi er holdt op med gavegivning, men så alligevel, vil de store og voksne børn og børnebørn gerne have pakker. Jeg finder på noget og er glad for alle de små og store æsker jeg har gemt gennem året. De kender mig jo og tager i stiv arm, når de får et bevis på skolemateriale, der er sendt til trængende børn. Eller købt en ged til en fattig familie. Det synes jeg er pænt af dem.
Herfra hvor jeg sidder, kan jeg se, at der er mange vinduer med lys i stagerne. det er smukt. Min gamle lygte står på altanen med et rødt lys i. Nu er jeg blevet betænkelig. Bliver det min misforstået, at der er rødt lys på altanen? Nogle kunne forfalde til at tro, at der herfra spredes lidt juleglæde, men det gør der ikke – ikke den slags.
Om lidt ryger en kylling i ovnen med appelsiner og citroner. den skal fortæres sammen med en god veninde. Så er der noget ved at lave mad og spise den. Det var et nytårsfortsæt sidste år, det skal det være igen. At lave en madklub. Bare fire, flere kan vi ikke være. Helst to mænd og en kvinde. Så er vi ligesom repræsenteret og kan måske få en god snak over maden.
Jeg må tage mig sammen og handle på det. Af og til bliver mål og delmål udskudt, glemmes eller går af mode i løbet af et år. Ikke dette her, tror jeg.

Gi` os lyset tilbage

Tags

et kor af stemmer, fællesskab og fællessang, Handling giver forvandling, rummelighed og vilje, tolerance skal der til, træt med varme kinder

Rasmus Skov Borring, dygtig pianist skabte sammen med alle os en uforglemmelig aften.

Nu har vi årets korteste dag og lyset vender tilbage. Først næsten umærkeligt, så lidt hurtigere og pludselig ser man det for alvor. i går aftes lærte jeg en ny smuk sang om at få lyset tilbage: “Gi`os lyset tilbag. Vi vender op på ethvert nederlag. Lukket bli`r åbnet og støjen bli`r tyst. Nu skal der danses og elskes, hvor mærket er lyst!
Indrømmet jeg kendte hverken pianist Rasmus Skov Borring eller sangskriver og teksforfatter Jens Rosendal. Det gør jeg nu og det er jeg meget glad for. Jeg fik næsten gåsehud når den fyldte sal sang julens smukke gamle sange, men også de fine nye som vi blev præsenteret for i Vartorv store sal. At sidde der i fællesskab og skabe noget/sangen sammen, det var virkelig dejligt.
Skønt sent i seng og tidlig op, vågnede jeg glad indeni. Den gode oplevelse sad i kroppen og jeg følte mig overskudsagtig til dagens gøremål. Der blev købt blomster til at gøre juleglad med. Tørkost til den næste vandretur og tænkt grundigt over pakkegave og lysgave, som er mit ansvar i år.
Jeg er nedladende blevet kaldt en venligboer, som ikke fatter sandheden om hvor vores samfund er på vej hen med muslimer ombord. Jeg har ikke noget imod at være en venligboer og der findes mange sandheder. Min er åbenhed, fællesskab, solidaritet og at JEG bliver til OS. Og forstår fortsat ikke, at mennesker virkelig kan mene, at nogen skal skøres over en skam og smides ud på grund af religion, hudfarve o.v.s Det må da være imod vores Grundlov?
Nåede et godt vennebesøg og senere en lang travetur langs stranden med GÅgruppen. Nu er kinderne varme, maven mæt og øjnene lidt trætte. Mon ikke jeg bare skulle smide mig på sofaen og lade fjernsynet kører som beroligende lydtæppe eller er det nu at julecdèrne skal på?
Ønsker alle en god aften.