Drømme ved havet

Tags

at sidde ved stranden er mediativt, solen laver sølvstråler i havet, taknemmelig for små oplevelser, tænker på det Lille Hus på Stranden

Stranden er virkelig betagende. Vand, ild, j.ord og luft. Dejlige og livsbekræftende elementer

Elton og jeg fulgte Molly i skole og jeg fortsatte til strandpromenaden i morgenlyset. Vejret er mildt og solen laver en kømpe sølvstribe på havet, uden dog at brænde helt igennem. På mit, for øjeblikket, foretrukne sted kan jeg køre barnevognen helt ned på stranden og sidde i solen og drikke kaffe. Klokken er kun 10.00 og personalet er ikke rigtig gået igang endnu. Det giver en ½ time, hvor jeg til bølgeskjulb kan drømme mig tilbage til min tid i det Lille Hus på stranden. Der nød jeg at kigge på de små fiskerbåde som gjorde deres fangst helt tæt på stranden. I dag stævner de også ud og tager turen langs med kysten. Sølvstriben på havet går lige ind til mine fødder og og den blege sol varmer dejligt. Endelig er tjeneren klar og jeg får min kaffe. Hver gang synes jeg aldrig den har smagt skønnere og jeg nyder tilværelsen. Elton snuer i sin vogn og linder af og til på et øjenlåg. men han gider ikke vågne rigtig før vi er hjemme igen.
Det hårdeste ved dagen er at skubbe barnevognen op af bjerget tilbage til hjemmeboligen. Det gør bare ikke noget. Jeg får ikke megen motion hernede, hvilket er mærkbart. Det bliver slemt at komme hjem og igen, igen begynde forfra med træningen.
Jeg bliver så taknemmelig for selv de mindste oplevelser her og kan ikke lade være at tænke på den stakkels mor, som dag ud og dag ind må kæmpe sig gennem nætter med meget lidt søvn og mange dage uden stimulerende voksenskontakt. Selvom min generation har været der, ved jeg ikke om vi på samme måde var overladt til os selv. Ihvertfald kom vi hurtigere på arbejde. Min første barselsorlov var på kun 3 måneder. Det har imidlertid sikkert været værst for barnet.Jeg var vist helt tilfreds med ikke at skulle gå hjemme længere.

Regnen udeblev og her er dejligt i solen.

Tags

danske sanglege fra min tid, hjemmelavede og friske tapas, Jeg gik mig over sø og land, kaffe på en solrig udendørs cafe, på et lille torv i Aroyan, samlingssteder, `børn klikker med det samme

Et hyggeligt øjeblik, hvor krudtuglen sidder stille.

Vi havde frygtet en week-end med regn og atter regn. Vi blev glædelig overrasket af det skøneste, milde forårsvejr med virkelig varme solstråler. Som andre indfødte tog vi på legeplads. helt sikkert en time eller 1½ før dem, men efterhånden myldrede det med forældre og børn i alle aldre og en del bedstemødre, som havde “vagten”. Der er ofte en cafe`i tilknytning til legeområdet og en kop spansk formiddagskaffe gør sig virkelig godt. Sådan smager kun kaffen her. Ved ikke hvorfor, men sådan SKAL den være.
Vi havde inviteret en gæst med og gik derfor en tur gennem byen. Papegøjerne larmede, solsortene fløjtede fornøjet og enkelte småfugle tog en æresrunde, så vi fik et glimt af dem. I kirken var der stuvende fuldt af spaniere som skulle have søndagsmessen på plads før familiemiddagen. Og det er sjovt at se, hvordan man spiser sammen ude om søndagen. Unge, gamle og dem midt imellem pluse et hav af unger i alle aldre. Jeg mindes i min barndom var det helt almindeligt at cykle hjem til mormor og spise søndagsmiddag. senere overtog min mor den opgave og vi 5 unger med påhæng fyldte godt op i de små stuer til giro firehundrede og tretten, den gryde stegte kylling fyldt med persille, agurkesalat og den efterfølgende abrikosgrød om foråret og måske jordbær i sæsonen. helst med tyk fløde.
Her sluttede eftermiddagen på det lille torv i Aroyan med de skønneste og hjemmegjorte tapas. Udhulede agurkeskiver med tuncreme, pyntet med rødpeber og løg. Pølse steg i masser af olie og hvidløg. Friske champinon også stegte. En anden slags pølse med ostecreme og skønt det er små retter, blev vi mætte og slikkede sol som et par dovne katte.
Lørdagen tilbragte Molly og jeg i Magrethe Kirken, hvor der var legedag for børn og voksne. Ungerne klikkede hurtigt og havde en skøn dag.
Kirken er som Den Danske Forening samlingssted for mange af de fastboende og mange gange oplever jeg traditionerne hernede holdes endnu mere i hævd en derhjemme. Således legede børnene sanglege fra min barndom. det ville vist ikke ske i en dansk skolegård.

Englænderne pakker og rejser hjem

Tags

englænderne forlader Solkysten, ikke tid til fordybelse, jeg er sluppet for nattevagten, mere end 5000 er rejst hjem, mindrekøbekraft og alderdom forandrer situationen, skattetryk

Glimt ud over havet en tidlig morgen, hvor solen glimtvis viser sig.

Over 5000 indvandrer fra England har Malaga provinsen mistet op til Brexit. Og det fortsætter. Skattepres, mindre købekraft, usikkerhed og alderdom får englænderne til at vende næsen hjemad. Om det samme gør sig gældende for danskerne hernede, er jeg ikke klar over. Blot at tendensen er at færre og færre flytter herned som fastboende. Det forværrer naturligvis situationen her i området. Omsætningerne falder og det vil på sigt påvirke lokalsamfundet temmelig markant.
I forvejen står der store byggerier, som aldrig er blevet fuldendt og forfalder og boligkomplekser ligger øde hen i vintermånederne. Kæmpevillaer bliver kun brugt ganske få måneder om året, måske kun uger. Vi skal tænke os godt om i Danmark, at vi ikke på samme måde skaber øde bydele, hvor kun udenlandsdanskere og udlændinge ejer majoriteten af boligerne og bruger dem ganske få uger om året.
Det vilde bestemt være bedre, at skabe boliger som almindelige danskere har råd til at bo i og som dermed skaber miljø og liv i området. Af samme grund forstår jeg godt de danskere som er imod at sælge vores sommerhuse til udenlandske ejere. Jeg tror ikke på det vil gavne samfundet på den lange bane og formentlig er det korrekt, at priserne på sommerhusene vil stige i en sådan grad, at heller ikke almindelige danskere får råd til eget sommerhus.
Når det er sagt, bliver der ikke reflekteret meget over verdensituationen. Børnene fylder dagen ud og aftenen og natten bliver brugt til at sove ud eller skal jeg sige sove lidt for moderens vedkommende og nogenlund for mit eget vedkommende. Jeg er sluppet for nattevagten indtil videre. Bedstemødre har en del privilegier og i aften har jeg haft “læseferie” og fået gjort min bog færdig. Den jeg begyndte på i december. Ikke fordi jeg læser langsomt, men ganske enkelt fordi, der er meget begrænset tid til fordybelse.

Voldsomt blæsevejr over Andalusien.

Tags

afklimatisering, det blæser v, en flink ny baby, hverdag i roligt leje, ingen interessante projekter eller bøger, ldsomt og er koldt i husene

Askepot er flyttet ind og danser en blanding af russik kosakdans, flamengo og ballet.

Vejret er såmænd godt nok. Solen kommer frem og i læ kan der godt være op til 20 grader. Men det blæser og i de utætte og flisebelagte huse bliver det hurtig koldt. På altanerne flyver stole og lette ting omkring og palmer og træer bøjer sig dybt for vinden. Straks man kommer lidt ned af bjerget til havet er det lunt og lækkert. Det skyldes at det blæser fra land, det kolde Sibirien.
Dagene er fuldt belagt med pasning af baby, skolepige og almindelig husgerning. Det er ikke til at forstå, at dagene kan forsvinde på den måde. Men det trætter og der er ikke overskud til interessante projekter når aftenen kommer. De voksne dumper ned i sofaen og kigger tv, inden de går i seng og håber på en nats søvn. Det er lille Elton herre over. Men han er flink og kan finde på at sove op til 4 timer på en nat. Og det er sjældent, at han virkelig er vred eller ked.
Det lykkedes mig at fare en smule vild i dag på en spadseretur. det var skønt. Jeg troede, at jeg kendte alle stier rundt om de nærmeste bjergknolde, men det gjorde jeg ikke. Det er meget vanskeligt at komme rundt fordi de dyb kløfter, de høje bjergmasiver, der pludselig rejser sig, gør det umuligt at gå på tværs. Man må konstant gå op og ned for at komme til sit bestemmelsessted og det kan være langt.
Således har der heller ikke været overskud til at læse interessante bøger endnu. Kort og godt intet nyt fra Syd Fronten udover at her går det godt.

En grimasse der kan passe!

Tags

farlige medhjælpere, kufferten er klar og afrejsen nært forestående, lad os holde sammen og genopfinde solidaritet, pas godt på vores Andedam, sagde manden noget?, tomme tønder buldrer, unge rørende talere

Det er med at finde en grimasse der kan passe til en dag som i dag.

Jeg havde frygtet at skulle tidlig op til dagens demonstration foran Den Amerikanske Ambassade kl. 8.00, men vågnede allerede kl. 0.6 og vejret var mildt. Mit hjerte sank lidt i brystet ved ankomsten, følte mig som medlem af en meget, meget lille flok. Ambassaden var tom og kun de danske politifolk, der står der kunne hygge sig med lidt sang og musik. Men ved I hvad, medens den smukkeste sol stod op hørte jeg de mest rørende taler, af unge mennesker, som sendte kærlighed og opfordrede til solidaritet på denne Trump dag. Det var en dejlig morgen og jeg gik styrket og glad derfra, som om håbet igen er flyttet ind. Der findes så storartede og brave mennesker, som vedbliver at være gode og tror på det gode. Det skal nok vinde, måske ikke medens jeg lever, men engang får det overtaget.
Senere satte jeg mig og hørte på Trump. Jeg blev ikke skræmt over hans tale, han sagde jo ikke noget. Dem der udlagde teksten bagefter fik en del ud af det, jeg kunne og kan ikke udlede noget om hvad den mand vil og kan finde på. Han er lunefuld og ikke særlig godt begavet, min mening. Derfor er det naturligvis farligt og frygteligt, at han sidder på denne magtfulde post og den flok skræmmende medhjælpere han har valgt, gør ikke forhåbningerne til de næste fire år store.
Nu er kufferten ind indimellem blevet pakket med babymælk og lidt skifte trusser. Lidt varmt tøj til snevejret i Syd Spanien og sommertøj til de 27 grader der pludselig kan være , hvis solen kommer frem. Nu må I passe godt på den hjemlige Andedam indtil jeg vender tilbage og på ny indtager min bolig og befolker mit liv her.

Bevidsthed eller/og terapi?

Tags

bruger jeg sproget som terapi?, er der et sprog uden læser?, er der et sprogt uden en lytter, er jeg subjekt eller objekt?, er sproget en ydre ting eller en indre ting, noget indre kommer ud, skaber sproget min bevidsthed, uden stemme

kropssprog, dansesprog, talesprog, skriftssprog, sang og meget mere.

Oprindelig tænkte jeg denne blog som blandt andet en kærlig inspiration til andre kvinder, der havde forladt arbejdsmarkedet og som måske følte sig lidt forladte og alene og trængte til et kærligt: “Det kan du også gøre”. Bloggen skulle også handle om hvad midaldrende og gamle kvinder tænker og føler, jo mere vi forstår, at sådan har andre det også, jo mindre “tosset” føler man sig selv. Der bliver bloggen af og til et – måske – kedeligt referat af hvad min hverdag er gået med og til andre tider afspejler den mine tanker om dit og dat, ikke mindst mine politiske overvejelser.
I dag blev jeg inspireret til at tænke nærmere over hvad sproget er og gør ved os, eller vi gør ved sproget. Ingen tvivl om, at jeg ofte og gerne udtrykker mig skriftlig. En slags terapi? En bevidstgørelse af det jeg oplever og tænker? Der er noget indefra, der kommer ud, uden stemme. Hvilket jeg også udtrykte som et behov, da jeg ikke mere havde arbejdskolleger, samarbejdspartnere og faglige netværk. Jeg måtte have et sted at udtrykke mig. Det fik mig i dag til at tænke over, om mennesket i dag er mere alene og mere ensom og derfor konstant er on line, eller om vi bliver fysisk alene og ensomme fordi vi er on line? Min stemme har jo ligefrem taget skade fordi, jeg ikke taler så meget mere. Så meget, at øre, næse halslægen har anbefalet, at jeg kommer til talepædagog.
Mit sprog er et ydre udtryk, men det udtrykker i høj grad det indre.
Nogle mener jeg blotter mig. Og nogen mener helt bestemt jeg blotter mig for meget. Andre undrer sig over mine blottelser, hvad er det for et behov? Et behov for likes? Hånden på hjertet, jeg bliver da glad for, at nogen læser det jeg skriver og især når det deles og jeg får kommentarer. For det betyder, at jeg på en måde er i samtale med nogen.
Men det kan jo også være en slags magt, at turde udtrykke sig sort på hvidt – eller kan det? Sproget kan så meget og der er så mange sprog. Når jeg danser, har jeg et sprog. Når jeg taler et andet. At lytte, kan også være et sprog. Egentlig er sprog muligvis slet ikke et sprog, hvis der ikke lyttes eller gives feed back? Eller hvad, tænker du mon?

Åndelig astma

Tags

arbejdsløshed taler vi ikke om, drømte om ulden skørter og lange strømper, forkælet af min frisør, frøs så jeg ikke kunne koncentrere mig, manglende lærerpladser er tys, tilsendt et kærligt brev, to ostemadder senere klar til at sove, tys

En fødselsdagsbuket, trænger til at se forårsblomsterne.

Pu ha! det kan være svært ikke at få åndenød når man hører alt den dårlige information, der strømmer ud af radio og fjernsyn. Aviser læser jeg ikke rigtig til daglig. Weekendens læsestof varer næsten hele uge og alligevel får jeg ikke læst og fordybet mig i alle artiklerne.
Hjemmekontoret har været åbent flere timer og trods dette, bliver det ikke til de læserbrev, henvendelser til kommunalbestyrelsen, boligselskabet, lejerforeningen og hvem, der nu faktisk burde ruskes lidt op i. Jeg har fået en slags åndelig astma og fungerer ikke 100%, som jeg ville ønske. Alderdom? Dovenskab? Afmagt? Lidt af det hele, vist nok.
Og dog her klokken 22.00, når jeg ser tilbage på dagen, der er gået, er der sket mange ting. Men rykker det?
Morgentræningen er da mest for min egen skyld. Fælleskaffen bagefter, ikke til at undvære, fordi det er i godt selskab. Afsted til frisøren for at få pelset pandehåret inden afrejse. Blev tildelt kæmpe forkælelse med hårvask og massage, hårkur, klipning og “åbning” af øjnene ved retning af øjenbryn. Jeg har verdens skønneste frisør, hun behandler mig så kærligt, som var jeg hendes mor. Hjem til et værdifuldt brev, som jeg vil gemme og tage frem, hvis og når humøret dykker.
En lille aktion for at støtte et ungt arbejdsløs menneske. Arbejdsløshed taler vi ikke om. Det er som eksisterer det slet ikke mere. Det får de arbejdsløse til at føle sig endnu mere alene, usete og med et mindreværd, der kan nå uanedede højder eller skal vi sige dybder.
Beslutter mig for at deltage i onsdags gåturen. Kun ganske kort. Jeg ville ende i Kamma Rabechs Hus for at høre poisi. Kunne ikke koncentrere mig på grund af kulden og faldt hen i drømme om, at være iklæde den tids uldne strømper. Skidt med om der var ål i. Flere lag tunge skørter, livstykke, bluser og tykke sjaler, måske en kyse.
Jeg måtte løbe til toget for at få varmen. Nu to ostemadder og en kop te senere ruller blodet atter i årene og jeg kan gå til køjs.

Hvad der gemte sig bag den gamle biograf

Tags

00 kan du købe din aftensmad og den er go, Absalons Kirke på Vesterbro kultur og fælleshus, en fantastisk receptionist, for kr. 50, hun er skøn, hvad Carlon gemte i baggården, lækker mad på Bao Bao, når nysgerrigheden sejrer, næse for det sjove, nye dansesko, `Guldsmeden et økohotel

Det skønneste og herligste lille drivhus i en baggård på Vesterbro.

Min nysgerrighed har atter givet mig fantastiske oplevelser og jeg har haft den vildeste fine aften. Det bedste er naturligvis de absolut uventede belønninger.
Først gik turen på jagt efter endnu et par dansesko, som mine fødder kan udholde, efter at have smadret dem – fødderne – til et 70ér bal på mange timer. Hos Yoga, dance og ballet i Silkegade fandt jeg noget, som jeg håber bliver en god træningssko. Håber er som bekendt lysegrønt.
Så afsted til Absalons Kirke på Vesterbro. Vist nok købt af Tiger ejeren og nu omdannet til en slags folkets Hus med fællesspisning hver dag kl. 18.00. Masser af aktiviteter for unge og gamle i løbet af dagen. Jeg er tidligere gået forbi og undret mig over de mange spisende gæster i det tidligere kirkerum, men nu forstår jeg det bedre. det er en genial ide. desværre kunne jeg ikke købe madbillet før kl. 17.00 og på det tidspunkt hvad jeg sat hjerteveninden stævne. I fuld firspring afsted til møde. Fællesspisning skal bestemt prøves på et andet tidspunkt.
Vi landede på Bao Bao en Thai Restauration, men med virkelig god mad. Berømt og berygtet for de kinesiske boller med fyld. UHM! hvor alt der smagte fantastisk. Den kan anbefales. Efterhånden blev restaurationen fyldt til bristepunktet – tirsdag aften – og som de ældre damer vi er besluttede vi at forlade stedet og få lidt frisk luft.
I ro og mag gik det op af Vesterbrogade mod Hovedbanegården. Ved den gamle Carlton Biograf blev jeg nysgerrig og hvilken åbenbaring. I gården lå det skønneste lille drivhus/konferencerum. I stille idyl og beklædt med de herligste fliser. Masser af grønt og gamle industrilamper. Vi besluttede at undersøge stedet, som er et lille hotel med 64 værelser på 1. sal og opefter. Vildt shamerende. Den herlige receptionist viste rundt. Værelserne har himmelseng. På øverste etage er der familieværelser. Her kan man både medbringe hund og baby. Håndklæderne kan spises, vi er på et økohotel. Glutenalergi og vegetarmad er ingen hindring.
Herlig lille morgenmadssalon med ild i pejsen og klar til en godnat drink. her bød hun på kaffe og et glas vin og vi købte lækker champo og balsam. Alt sammen økologisk
Det kan på det varmeste anbefales. Måske vil jeg invitere mig selv på en overnatning. Tak for fantastisk behandling og spændende fortælling.

Omsorg er interesse og bekymring for…… min ordbog

Tags

et vilkår som single er alenehed, kan man få for meget omsorg, misforstået hensyn eller ægte omsorg, sidder på hænderne og vil ikke forstyrre, tak for interessen

En kold dag med kig ind mod byen fra Charlottenlund strand.

Kulden bider lidt, men gør det noget når solen farver himlen rød og forårsager det smukkeste aftenbillede? Dagen er blevet velsignet med mere lys og jeg mærker det, skønt det endnu er svært at få øjnene op om morgenen, føles dagen længere. Månen er aftagende ellers har den sendt sit kølige lys ind af ruderne hele natten og våget over mig, eller tjekket om jeg endnu lå og læste.
Jeg fik skæld ud i morges, da jeg kom hjem fra træning. Jeg havde ikke svaret på en mail og havde ikke været hjemme da telefonen ringede. Min veninde var bekymret, det lignede mig ikke, sagde hun. Letter hys, jeg kunne høre hun var blevet rigtig bange. Men det var slet, slet ikke faldet mig ind, at nogen bekymrede og interesserede sig for mig på den måde. Hånden på hjertet har jeg gået og troet, at jeg sagtens kunne falde død om og ikke ville blive savnet eller fundet før en måned eller så senere.
Et vilkår jeg blev opmærksom på, da jeg for mange år siden blev single. Børn og venner ville vel tro, jeg som så ofte var aktiv et eller andet sted, hvis jeg ikke lige svarede på en telefon eller en mail. At jeg var bortrejst og nok gav lyd, når jeg engang igen satte foden på dansk grund.
Det gør mig ondt, at jeg har været til bekymring for nogen og giver stof til eftertanke. Og jeg tænker hvordan kan vi mennesker kommunikere vores omsorg for hinanden?
Jeg lægger ofte bånd på mig selv, vil ikke være til gene, vil ikke forstyrre, ikke være en belastning og pestilens og sidder derfor ofte på hænderne for ikke at vise min omsorg utidig. og medens jeg sådan har gået rundt og troet, at jeg er en ret perifer person, spørger jeg mig selv, kan man få for meget af den slags?
Jeg har helt bestemt ikke forstået, at min veninde interesserede sig for mig på den måde. Det er rørende og tak for det.

På den ene side er livet så enkelt på den anden så svært

Tags

daglig tanke på døden hører vores alder til, hvad med kærligheden og begæret efter de 60?, kroppens forfald, men for processen, meningen med livet er livet, også gamle er følsomme og forfængelige, rørende og overraskende, sejre og nederlag, taknemmelighed er den røde tråd, vi er ikke bange for at dø

Sammenlagt er der mange gode og glade øjeblikke i tilværelsen.

Ved afslutningen af bogen De Modne Mænd, er jeg forvirret og ved ikke rigtig længere om det er godt at leve meget i nuet eller om det er bedre at kigge lidt fremad og ihvertfald huske hvad man er runden af. Nu er det jo ikke jord og betonarbejder Jensen eller arbejdsløse hr. Larsen, der er blevet holdt gode samtaler med. Men derimod mænd med gode, spændende og ofte kreative jobs. Det går som en rød tråd gennem bogen, at de ikke har problemer med hvad meningen med livet er, men kærligheden, alderdommen, kroppens forfald, sejre og nederlag. Ikke at de ikke har prøvet svære udfordringer i livet, men de er landet på benene og med beundringsværdig ro ser de døden og de sidste år af livet i øjnene uden store fortrydelser.
Jeg gad vide om en bog magen til om kvinder ville give samme resultat. Jeg tror måske det ville være sværere, at finde lige så mange kvinder i den alder som er i lange ægteskaber, faste parforhold eller i det mindste har en sød kæreste. Men måske tager jeg fejl. Så vidt jeg kan bedømme er der en reel single blandt de 24 mænd og resten har vidunderlige koner og kærester. Jeg kan godt blive misundelig og spørge mig selv om, hvorfor jeg har det så svært med tosomheden, som jeg på den ene side gerne vil og på den anden side ikke vil. hvor kommer denne afklarede mandlighed fra?
Måske er jeg med årene blevet så kræsen, at det ikke er muligt at opfylde alle de krav til den jobannonce, at ingen ønsker at søge stillingen. Eller også står annoncen det helt forkerte sted og ind af brevsprækken kommer der i hvert fald ingen tilbud af sig selv.
På andre punkter ligner mænd og kvinder nok hinanden. Jeg er overbevist om, at mennesker i vores alder, er helt bevidste om, at vi ikke har så lang tid tilbage, at største parten af os ikke er bange for døden, men for en dødsproces, et eventuelt uværdigt liv før vi takker af og ønsket om, at få det mest mulige ud af de her sidste år.
Bogen er læseværdig og jeg fyldes med samme taknemmelighed, som de mange mænd over det gode liv vi har haft og bekymringen for om vore børn og børnebørn når at opleve noget der minder om det.