Tags

, , , , , ,

En sød lille kineser snakker med sig selv, snakker med sig selv....

En sød lille kineser snakker med sig selv, snakker med sig selv….


Dagene flyver afsted. Jeg har lidt svært ved at følge med, men så blev det tid til at se Daniel Richters billeder på Louisiana lørdag eftermiddag. Stille kaffe foran pejsen, medens vi kiggede ud i ærtetågen over Øresund og så absolut ingenting. Under en efterfølgende hjemmelavet italiensk middag blev der løsnet op for stemmebåndene og en ny nærhed opstod. Der er øjeblikke man skal huske på. Det at turde hvile lidt og lade sig føre med, forsøge at glemme alle de triste ting omkring en. Det er rigtig rart.
Jeg ved ikke hvad jeg skal mene om Daniel Richter, men det vand han har malet omkring gummibåden, kan man næsten drukne i på stedet.

Jeg ved ikke hvad jeg skal mene om Daniel Richter, men det vand han har malet omkring gummibåden, kan man næsten drukne i på stedet.


Øvelse gør mester, om og om igen, må vi huske på de gode ting. Det der lykkes og jage bekymringer, frygt og negative følelser på flugt. Sov fortrindeligt for første gang i meget lang tid og nattens bidende kulde var blevet afløst af mildt vejr her til morgen med et lille solstrejf. Således udhvilet kunne turen gå til Korsør og der være lidt nyttig og selskabelig.
Sandt nok flytter mit gøren og laden ikke bjerge ej heller det mindste blad. Mest af alt burde jeg måske gå i hi med mine bøger og først komme frem når lyset for alvor har taget fat. Jeg kunne, jeg skal ringe til søde mennesker og lave nogle aftaler. Men kender I det? Jeg magter ikke at løfte røret i aften og tale med nogen. Tænker de måske ringer til mig, selvom jeg godt ved, at det gør de nok ikke. I morgen, i morgen er der en ny dag og jeg er ikke jo nogen bjørn og skal ikke sove dagen væk. Jeg tager lige aftenen med små skridt og lander sikkert om et øjeblik på ryggen i min sofakrog. Vi høres ved.

Reklamer