Tags

, , , , , ,

Jeg ved i virkeligheden godt hvordan det føles mest udfordrende og sjovt at gå

Jeg ved i virkeligheden godt hvordan det føles mest udfordrende og sjovt at gå


En gang imellem får jeg følelsen af, at jeg afvikler mit liv. Når opmærksomheden og handlingerne vandrer ud i fremtiden, tilbage i fortiden eller bliver til noget med at dække andres behov. Når jeg mister den indre stemme og følelsen af at gøre det, der får hjertet til at banke, pulsen op at ringe og tilfredshedens barometer til at stige. Dagene fyldes med tilsyneladende vigtige og rigtige projekter. Men hvor entusiasmen ikke rigtig er i topform.
Det er fjollet, for jeg ved jo godt hvordan jeg nyder at vandre. Helst på ubetrådte stier så nysgerrigheden stimuleres. På frodige stier med blomster, krat og udsigter. Det gør ikke noget jeg skal puste mig anstrengt op af en bakke og føle mig lidt sej når jeg når toppen, bare jeg får pusten igen på et lige stykke eller ned af en anden bakke. Når målet med turen bliver mindre vigtig end selv turen og de nye muligheder den byder på.
Sådan skulle livets rejse gerne være. Men indover kommer angsten for det ene og det andet. Så heller handle og lægge låg på. På den måde kan jeg i perioder godt glemme begejstringen ved at være til. Det giver en meningskrise. Ikke at kriser er dårlige, der mærker man jo også man lever. Der opstår en slags tomhed hvor det er ubegribelig svært, at se hvad vej jeg skal og ikke rigtig er istand til at give mig selv det los i rø…, som der skal til. Jeg ved ikke om det er frygten for det uvisse, det tror jeg ikke. Det kan snarere være frygten for at blive forladt eller dømt ude. og helt sikkert frygten for at gøre nogen kede af det.
Fremover burde jeg vist give mig mere tid til at smage på om jeg mener ja eller nej til noget, inden jeg svarer.

Reklamer