Tags

, , , ,

Regnvejr på vandretur i januar 2016 i bjergene v/ Mijas

Regnvejr på vandretur i januar 2016 i bjergene v/ Mijas


Set i lyset af alt det der sker omkring mig/os og de elendige politiske ledere der optræder på verdens arenaen, bliver jeg ofte bange, bekymret og frygtsom, især for mine børn og børnebørns fremtid. Men jeg vil simpelthen ikke kunne leve videre med at skulle udelukke den mulighed, at menneske i tide får stoppet miljøkatastroferne. Ellers kan jeg jo lige så godt tage billetten nu.
Lige nu er det plastikproblemet der går mig meget på. Hvornår går det op for folk hvor kolossal den udfordring er? Det er ikke nok, at vi fjerner plastikposer, flasker og bøtter, det der er katastrofen er at de kæmpe øer af plastik der flyder rundt, på størrelse med Mexico, er blevet til en masse konfetti i verdenshavene. Det er blevet til mikroplastik og hver femte fisk svømmer allerede nu med plastik i sig. Nogle steder har 67% af fiskene plastik i sig og det kan vi ikke fjerne. Det indgår i vores fødekæde. Det er i vores tandpasta og mange andre steder.
Jeg kæmper igen og igen med min afmægtighed, for jeg forstår, at der skal en enorm kollektiv indsats til for at gøre noget ved det. Hertil kommer farten af drivhusgasser, voldsom tørke mange steder så militæret må beskytte det vand der er tilbage. Det forekommer mig at selv her i Danmark har vi fået flere og flere storme, der er flere og flere alvorlige skovbrande. Regnskoven ryddes med en fart så min fantasi ikke kan følge med. 50% af koralrevet rundt om Australien er allerede dødt eller døende.
Hver eneste lille tiltag, der modvirker udledningen af plastik. Hver ny opfindelse som kan være et alternativ bringer håb, så vi skal bestemt også i det små blive ved og ved med at gøre noget. Det værste der kan ske er at vi lader stå til, lader afmagten overtage og emballage udledningen fortsætte. Vi må i fællesskab tage ansvar for at vore børn og børnebørn har en klode at overleve på.
Tænk hvis den slags nytårsfortsætter blev kollektive.

Reklamer