Tags

, , , , , , ,

Mere januar for et år siden. Mijas.

Mere januar for et år siden. Mijas.


Jeg er træt på den gode måde her til aften. Lidt ligesom når man har været på ski hele dagen og kommer hjem og får god mad, måske et glas rødvin og kinderne brænder og bliver røde og trætheden fylder hele kroppen. Jeg er sikker på, at i nat sover jeg godt. Fredligt og måske med gode drømme.
Min fysiske træthed skyldes morgenens rigtige gode træning, efterfulgt af et par timers dans med smil på læben, koncentration og fællesskab. Men i endnu høj grad også den kærlighed, den omsorg og anerkendelse, jeg har modtaget i dag. Først på danseholdet og siden, da en skøn kvinde forærede mig en smuk kjole, bare fordi hun med omtanke og venlighed tænkte den lige ville passe mig. Det er en rigtig prinsessekjole. Sådan en som jeg har ønsket mig, men aldrig investeret i. Jeg blev bare så ubeskrivelig glad ikke blot for gaven, men især for omtanken.
Prikken over ièt var en aften i samvær med en god ven, hvor vi havde sådan en samtale som kun venner kan have. 100% gensidig tillid, åbenhed og venskabelig kærlighed. Jeg føler mig rig, tænk, at nogen vil tale med mig på den måde.
Undervejs tænkte jeg, at det vi vælger her i livet og især det vi vælger fra, er det der giver vores liv kvalitet. Det sker også at vi selv vælges fra, men netop fravalgene og refleksionerne i den forbindelse er måske i virkeligheden det der giver vores liv krydderi. Det syren og sødmen. Det der eksploderer på tungen, det der overrasker og giver stof til eftertanke.
Det er en gave, at kende mennesker, som er ordentlige i ordets bogstaveligste forstand. Tak, at jeg kender nogen som er sådanne ordentlige mennesker.
Jeg føler mig her til aften som en slags lykkens pamfilius. Det er herligt.

Reklamer