Tags

, , , ,

En kold dag med kig ind mod byen fra Charlottenlund strand.

En kold dag med kig ind mod byen fra Charlottenlund strand.


Kulden bider lidt, men gør det noget når solen farver himlen rød og forårsager det smukkeste aftenbillede? Dagen er blevet velsignet med mere lys og jeg mærker det, skønt det endnu er svært at få øjnene op om morgenen, føles dagen længere. Månen er aftagende ellers har den sendt sit kølige lys ind af ruderne hele natten og våget over mig, eller tjekket om jeg endnu lå og læste.
Jeg fik skæld ud i morges, da jeg kom hjem fra træning. Jeg havde ikke svaret på en mail og havde ikke været hjemme da telefonen ringede. Min veninde var bekymret, det lignede mig ikke, sagde hun. Letter hys, jeg kunne høre hun var blevet rigtig bange. Men det var slet, slet ikke faldet mig ind, at nogen bekymrede og interesserede sig for mig på den måde. Hånden på hjertet har jeg gået og troet, at jeg sagtens kunne falde død om og ikke ville blive savnet eller fundet før en måned eller så senere.
Et vilkår jeg blev opmærksom på, da jeg for mange år siden blev single. Børn og venner ville vel tro, jeg som så ofte var aktiv et eller andet sted, hvis jeg ikke lige svarede på en telefon eller en mail. At jeg var bortrejst og nok gav lyd, når jeg engang igen satte foden på dansk grund.
Det gør mig ondt, at jeg har været til bekymring for nogen og giver stof til eftertanke. Og jeg tænker hvordan kan vi mennesker kommunikere vores omsorg for hinanden?
Jeg lægger ofte bånd på mig selv, vil ikke være til gene, vil ikke forstyrre, ikke være en belastning og pestilens og sidder derfor ofte på hænderne for ikke at vise min omsorg utidig. og medens jeg sådan har gået rundt og troet, at jeg er en ret perifer person, spørger jeg mig selv, kan man få for meget af den slags?
Jeg har helt bestemt ikke forstået, at min veninde interesserede sig for mig på den måde. Det er rørende og tak for det.

Reklamer