Tags

, , , , , ,

Livsens Ondskab af Gustav Wied på Nørrebro Teatre sender mig tilbage til landsbyens sladder og middelmådighed.

Livsens Ondskab af Gustav Wied på Nørrebro Teatre sender mig tilbage til landsbyens sladder og middelmådighed.


Vel er jeg ingen Knagsted, en ukuelig pessimist, der præcis kan spidde landsbyens onde sladder og ulidelige selvkontrol. Den hykleri og mærkværdige skæbner. Det kan derimod teaterdirektør Mette Wolf med sin seneste opsætning af Gustav Wieds: Livsens Ondskab.
Peter Zandersen er morsom og tragisk som Thummelumsen og Ditte Gråbøl som hans moder Karen, der bekymret må se sin tossede søn folde sig ud til landsbyens forargelse og morskab, for at få sin elskede fødegård tilbage. Tykke og temmelig charmerende Marie Knudsen Fogh gør balletben og rækker efter sit livs lykke når hun galer til Thummelumsen.
Historiens mange aspekter understreges af den ukuelige Knagsted, der er i stand til at tage sine bysbørn ved vingebenet og svinge dem en sandhed lige midt i panden. At historien også rækker sine arme ind i nutiden, kan man forsikre sig om ved at gå en tur i teater. Jeg følte mig underholdt på højt niveau og siger tak til.
Aftenen begyndte i øvrigt godt på Ravnsborggade 20A, hvor jeg spiste middag for anden gang. De gør det godt og alle tre retter gled gelinde ned og smagte hver og en. Selv citronfromagen, som jeg normalt ikke bryder mig om, gled ned og var herlig. Jeg fik for meget af den slags fromager i min barndom.
Nu kan jeg tage hul på en fredelig lørdag eftermiddag og aften, efter at have genset filmen med Thomas Ejdersbos venner på vej til Kilimanjaro med hans aske. Bøgerne er jeg flere gange begyndt på, men kan ikke læse dem til ende. Virkeligheden er for grum og jeg kender den så godt og orker ikke at invitere den ind i mit system igen. Der er ikke plads til den slags uro, sorg og bekymring. jeg er fyldt op.

Advertisements