Tags

, , , ,

Nu må der godt snart blive brug for en stråhat igen.


Det rusker i vinduerne og blæsten piber rundt om hjørnet. De fine små påskeliljer i altankasserne og de smukke, meget blå stedmoderblomster i bastkurven vånder sig. Jeg håber de klarer vinterens, håber jeg , sidste krampetrækninger. Nu vil jeg gerne have lidt forår. Ganske vist har solsorten allerede sunget forårsagtig, men den kolde vind har jaget den væk, så jeg nu intet hører. Lyset vinder heldigvis mere og mere frem. I dag var det endnu lyst, da jeg gik til dans og det er på en måde helt nyt.
Det er året i år hvor rigtig mange venner skal fejre deres 70 års fødselsdag. Og jeg kan love jer for, at det lyder meget mærkeligt i vore ører. 70?. Det kan da ikke passe, vores sammenligningsgrundlag er vore forældres generation og de var gamle. Det er vi jo slet ikke. Ikke inden i. Det kan godt være vi har fået nogle skrammer og ser lidt brugte ud, men 70. Nej! Det hører ingen steder hjemme. Foreløbig er fire runde dage på 70 plottet ind i kalenderen. Det bliver et festligt år.
De få som glimer ved at sætte en 65. års fødselsdag på tapetet, synes vist det er lige så mærkeligt. For nu kan de kalde sig folkepensionister. det synes de er underligt. Vi gamle har ligesom vænnet os til det.
Tidligt i morgen, medens det endnu er mørkt vil jeg begive mig til Oslo, for at være gæst til den første af de mange fødselsdage. Jeg glæder mig. Fødselaren har jeg kendt, vist i over 50 år, og hans hustru i endnu flere. Det er dejligt med langtidsholdbare venskaber og jeg opfatter venskaberne bliver varmere for hvert år der går. Medens jeg er bort, får jeg selv gæster, som jeg vil ile hjem og glæde mig til at se. Et kort visit. Men lidt er også godt.
Der er taget huld på marts med fuld fart og glædelige oplevelser.

Reklamer